23948sdkhjf

Møbeldirektør årets fynske ejerleder

Årets Ejerleder på Fyn blev Brian Djernes, der står bag Rynkeby-baserede Cane-line.

Møbelproducentens have- og indendørsmøbler afsættes i mere end 100 lande, og Brian Djernes får prisen for ”at favne fremtiden, herunder ny teknologi og automatisering i produktion såvel som administration og samtidig lægge vægt på de gamle dyder: ordentlighed, ordholdenhed og naturlig respekt for sine medmennesker”. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra PwC, der sammen med Nykredit, Dansk Erhverv og Finans står bag prisen.

– Brian er en inkarneret ildsjæl, som med stor passion for design og innovation har opnået tocifrede vækstrater i Cane-line de seneste tre år og skabt stor konkurrencekraft for virksomheden. Han er fremsynet og visionær og formår samtidig at sætte nogle klare og ambitiøse mål og en tydelig retning, som alle i virksomheden arbejder hen mod, fortæller Mikael Johansen, partner i PwC i Odense, og tilføjer:

– Brian lægger vægt på, at der skal være stor selvstændighed i jobbet for alle medarbejdere, som ofte får ansvar, der går ud over deres jobprofil. Det giver den enkelte mulighed for at udvikle sig, samtidig med at det er tilladt at begå fejl. Brians filosofi lyder, at ”Tryghed skaber innovation”, og han formår derigennem at motivere sine medarbejdere til at løfte virksomhedens vision i fællesskab.

Cane-line A/S

Cane-line er et dansk globalt designfirma med hovedsæde i Rynkeby, som har 30 års erfaring inden for udvikling og egenproduktion af have- og indendørsmøbler.

Virksomhedens produkter afsættes i mere end 100 lande og favner hele værdikæden fra design over produktion til afsætning.

Cane-line har et særligt fokus på at skabe møbler med høj komfort af unik kvalitet. Innovation og design foregår i Danmark, mens produktionen sker i Indonesien. 

Innovation og nytænkning med respekt for samfund og miljø
Cane-line har som den første danske virksomhed både en ISO 14001- (miljø) og SA 8000-(social ansvarlighed) certificering. Med et særligt fokus på at skabe møbler med høj komfort af unik kvalitet, foregår produktionen med respekt for miljø og mennesker samt med fokus på innovation og produktudvikling. 

– Brian Djernes formår at få design og produktion til at følge social ansvarlighed. Det gør han bl.a. gennem en lang række CSR-projekter, som har resulteret i internationale certificeringer. Dette vidner om, at Brian som ejerleder evner at tænke langsigtet og ud over egen forretning, samtidig med at han skaber vækst og udvikling her og nu, siger centerdirektør i Nykredit, Lars Holm.

Hos Dansk Erhverv er man heller ikke i tvivl om, at Brian Djernes er den rette vinder af Årets Ejerleder 2019 på Fyn:

– Brian Djernes har skabt en succesfuld global virksomhed og forventer fortsat yderligere vækst bl.a. ved at satse på nye markeder. Succesen kan uden tvivl tilskrives Brians store forretningsmæssige tæft, samtidig med at han er en fantastisk leder og inspirator for sine medarbejdere. Egenskaber, som kan være til inspiration for andre ejerledere i forhold til at skabe vækst og udvikling, siger Jakob Ullegård, markedsdirektør i Dansk Erhverv.

Årets Ejerleder 2019

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 16. gang. Årets tema er formål og værdier. 

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 14. november 2019 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063