Lean-filosofien vinder frem
Lean-filosofien er for alvor ved at få fodfæste i de danske virksomheder. Ifølge Dansk Industri (DI) er Lean’s potentiale dog langt større end det der faktisk udnyttes i dag.
En ny undersøgelse fra DI viser, at dette tankesæt vinder mere og mere frem i de danske virksomheder, men potentialet af Lean-filosofien udnyttes ikke fuldt ud.
DI har gennemført en analyse af brugen af Lean-tankegangen i mellemstore og store danske virksomheder. Analysen viser, at 61 procent af virksomhederne i analysen arbejder med værktøjet og yderligere 15 procent vil begynde et Lean-projekt i 2005, skriver Berlingske Tidende.
- Tallene viser, at vi er kommet godt i gang med Lean i Danmark. Vi skal tilbage til kvalitetsbølgen i begyndelsen af 1990'erne for at finde en ledelsesfilosofi, som har så stort et omfang i dansk erhvervsliv. Vi er dog kun i en indledende fase, for analysen viser også, at kun 4 ud af 10 virksomheder har kortlagt, hvordan de i dag skaber værdi for kunderne, siger Bjarne Palstrøm, produktivitetschef i Dansk Industri til Berlingske Tidende.