Højt arbejdstempo forårsager psykiske problemer
En ny undersøgelse, som Psykiatrifonden har udarbejdet, viser at mange lønmodtagere har så omfattende psykiske problemer, at de giver udslag på sygefraværet. Tempoet på landets arbejdspladser er en af årsagerne til medarbejdernes psykiske problemer.
Af undersøgelsen fremgår det, at hver fjerde lønmodtager har psykiske problemer, og problemerne er ofte så omfattende, at de giver udslag i et højere sygefravær.
Sygefraværet hos ansatte med symptomer på psykiske problemer er nemlig tre gange så højt som hos ansatte uden psykiske problemer, fremgår det af dagens udgave af Berlingske Tidende.
En af årsagerne til det høje antal ansatte med psykiske problemer skal findes i det stadigt stigende tempo på landets arbejdspladser.