Flot dansk indsats ved VM i Håndværk
VM i Håndværk, der fandt sted i Helsinki, blev afsluttet i sidste weekend. Der var danske repræsentanter i flere discipliner, og det blev til tre sølvmedaljer og tre diplomer, hvilket er den flotteste danske indsats nogensinde.
Det blev til tre sølvmedaljer og tre diplomer, men der var ingen af de seks tildelinger, der tilfaldt de dystende i træfagene.
Tættest på kom bygningssnedkerlærling Henrik Hjelmager Olsen, der kun manglede tre points i at nå de magiske 500 point, der udløser et diplom, fremgår det af TIB’s hjemmeside.
- Jeg synes, det er helt fantastisk, at vi kommer hjem med så gode resultater på trods af, at vores deltagere slet ikke har haft de samme træningsmuligheder, som deres konkurrenter i de fleste andre lande har, siger Pia Hegner, Sekretariatsleder for DK-Skills, til TIB.
Næste gang VM i Håndværk afholdes, skriver vi 2007, og til den tid, finder det sted i Japan.