Skovrydning truer Borneo
Skovrydningen på Borneo er i fuld gang. Hvis den fortsætter i dette tempo, vil hovedparten af øens lavlandsregnskov være udryddet inden for de næste 10 år.
I dag er kun halvdelen af Borneos skove tilbage, hvilket er et fald fra omkring 75 procent midt i 1980'erne. Reduktionen af skovarealet skal findes i flere faktorer; nemlig skovbrande, omlægning af skov til plantager med oliepalmer samt overdreven og ofte ulovlig tømmerhugst.
- Med den nuværende fart ryddes der 1,3 million hektar om året, svarende til over en fjerdedel af Danmarks areal. Hvis rovhugsten fortsætter, vil kun tørve- og bjergskove overleve i de kommende år, fastslår skovmedarbejder Jacob Andersen fra WWF Danmark ifølge Jyllands-Posten.
De voldsomme skovhugst får alvorlige konsekvenser for øens dyreliv, hvor flere forskellige dyrearter trues på livet, når skovens areal svinder ind.