Danske virksomheder mangler kvalificeret arbejdskraft i Kina
Danske virksomheder vender i disse tider blikket mod Kina, men en af de udfordringer, der møder virksomhederne, er manglen på medarbejdere, der kan tænke selvstændigt.
- Det er muligt at finde de rigtige, men det er som at lede efter en nål i en høstak. I Danmark er vi vant til frihed under ansvar. Vi er vokset op med det i skolen, hvor vi lærer at arbejde selvstændigt. På arbejdet er vi resultatorienterede, og alle bidrager til en løsning. Ikke i Kina. Her spørger en medarbejder, hvad han skal gøre og hvordan, og så gør han præcist det, han har fået besked på – og ikke mere, siger Jacob Johansen, Ideafactory China i Shanghai, til Dagbladet Børsen.
En af årsagerne skal findes i Kinas uddannelsessystem, der ikke ruster de unge kinesere til en karriere i det private erhvervsliv.