Etikken sættes i fokus
Flere og flere virksomheder stiller krav om, at underleverandørernes etik er i orden. Dansk Industri og Oxford Research har gennemført en analyse, der belyser emnet.
Ifølge undersøgelsen, der er udarbejdet af Dansk Industri og Oxford Research, kommer seks ud af ti virksomheder ud for, at deres kunder kræver dokumentation for, at virksomheden lever op til sociale, miljømæssige og etiske krav, fremgår det af ErhvervsBladet.
Det er langt fra alle virksomheder, der kan fremlægge den fornødne dokumentation. Især SMV’erne er ikke gode nok til at dokumentere, at de rent faktisk lever op til kundernes krav.
- En lille smedevirksomhed på Fyn, som er verdensmestre i at svejse stål under vand, kan have svært ved at finde ud af, hvordan de skal dokumentere, at de lever op til høje standarder på arbejdsmiljøområdet. Hvis Volvo f.eks. spørger virksomheden har en arbejdsmiljøpolitik, svarer virksomheden ja, men det samme gør konkurrenterne i Polen og Kina, siger kontorchef i Økonomi- og Erhvervsministeriet Carsten Ingerslev til ErhvervsBladet.