Strategisk udvikling i fokus hos Baby Dan
Der er kommet nye ejere ved roret hos Baby Dan, idet tre ledende medarbejdere har overtaget halvdelen af virksomheder. Virksomhedens strategiske udvikling sættes i fokus.
- Der sker ingen revolution på grund af ændringerne i ejerskabet. Men vi skal til at arbejde mere med den strategiske udvikling, og der skal ansættes en professionel bestyrelse med tre eksterne medlemmer, så der i fremtiden er skodder mellem direktion og bestyrelse. Det giver den bedst mulige styring af virksomheden, siger Kristian Lange, der er ny administrerende direktør i Baby Dan, til ErhvervsBladet.
Virksomheden udvikler, producerer og sælger bl.a. sikkerhedsprodukter, møbler og tekstiler til børn. Produktionen sker primært i Låsby, men virksomheden har også samarbejde med en kinesisk underleverandør.