Tidligere Licentia-ansatte i job
Da den store virksomhed, Licentia, annoncerede sin lukning blev området omkring Fjerritslev præget af mismod. Hovedparten af de fyrede medarbejdere er kommet i job fire måneder efter fabrikkens konkurs.
65 af de fyrede i Fjerritslev er medlemmer af Træ-Industri-Byg. Af dem har 55 fået nyt job på lokalområdets virksomheder. Nogle er blevet beskæftiget inden for træindustrien, mens andre er kommet i job i helt andre brancher.
- Jeg er positivt overrasket. Årsagen er nok, at de fyrede er industriarbejdere med meget brede kvalifikationer. Andre er søgt tilbage til deres gamle job, siger næstformand Hilmar Jensen i Træ-Industri-Byg Aalborg, til DR Nordjylland.