Flot vækst hos Designa
Designa, der med base i Kjellerup producerer og forhandler møbler og køkkener, er inde i en god periode. Virksomhedens bruttofortjeneste er øget med 36 procent.
Med en bruttofortjeneste på 61 millioner kroner i 2004 er denne steget med 36 procent, fra 45 millioner kroner året før. Virksomhedens resultat før skat endte på 14 millioner kroner i 2004, hvilket er en lille tilbagegang i forhold til 2003, fremgår det af Dagbladet Børsen.
Det er ikke kun bruttofortjenesten, der er i vækst, også antallet af medarbejdere hos den midtjyske producent af møbler og køkkener er steget, idet virksomheden nu beskæftiger 117 medarbejdere.
Forventningerne til 2005 er fortsat øget omsætning og indtjening.