Trip Trap gør CSR til en god forretning
Over 70 nordjyske virksomheder tilbydes nu hjælp til at arbejde strategisk med CSR. At samfundsansvar kan være en vej til en bedre bundlinje, er Trip Trap et godt eksempel på.
Trip Trap har gennem en længere årrække arbejdet målrettet med CSR, og det har efterhånden forplantet sig ned gennem netværket af leverandører – særligt i Thailand og Indonesien, hvor virksomheden har været engageret i mere end 25 år.
Stiller løbende krav til leverandører
Trip Trap har en særlig ’code of conduct’, hvori der stilles krav til bl.a. miljøhensyn samt menneske- og arbejdstagerrettigheder hos virksomhedens leverandører, som typisk er træfabrikker.
- Vi stiller løbende krav og bliver enige med vores leverandører om, hvor forholdene skal forbedres. Men det betyder ikke, at vi siger farvel og smækker med døren, hvis alt ikke er i orden fra dag ét. Det er der jo ingen, der får noget ud af. Derfor bruger vi i stedet vores indflydelse som stor kunde hos den enkelte fabrik til kontinuerligt at forbedre forholdene for medarbejderne og lokalmiljøet, forklarer adm. direktør Jesper Panduro.
Som en del af sit globale engagement har Trip Trap tilsluttet sig FN’s frivillige Global Compact-program, som forpligter virksomheder til at overholde en række rapporteringskrav med fokus på bl.a. arbejdstagerrettigheder, miljø og korruption. For at følge processen til dørs har Trip Trap sammen med eksterne konsulenter fra Nepcon, der er en global NGO, udviklet en særlig auditeringsmodel, som anvendes til at føre tilsyn hos virksomhedens leverandører.
Et vigtigt grundlag for forretningen
Disse tiltag er noget, som er blevet bemærket hos Trip Traps store kunder. Det er forhandlere med strenge indkøbspolitikker, der afspejler forbrugernes forventning om, at kvalitetsprodukter er fremstillet under ordnede forhold.
Opmærksomheden og de høje forventninger passer Trip Traps direktør helt fint, for han ser det som naturligt, at en globalt orienteret virksomhed tager ansvar og bruger sin indflydelse:
- Det er kun positivt, at den ansvarlige profil, som vi i Trip Trap selv har ønsket at opbygge nu også er blevet et vigtigt grundlag for vores forretning. Det er med til at holde os på tæerne i forhold til markedet – og så smitter det naturligvis også af på vores fortsatte engagement og overbevisningen om, at vi gør noget rigtigt, siger Jesper Panduro.
Godt for forretningen
Står det til Vækstforum Nordjylland bliver Trip Trap ikke den sidste nordjyske virksomhed, der opnår succes med CSR.
Vækstforum, der er et samlet forum for erhvervsudvikling under Region Nordjylland, har i samarbejde med Væksthus Nordjylland søsat et projekt målrettet små og mellemstore virksomheder, der gerne vil indarbejde en større grad af samfundsansvar i deres daglige drift.
For virksomheder er der nemlig ganske god fornuft i at satse på en mere samfundsansvarlig profil eller på en egentlig CSR-certificering af sine produkter og ydelser. Det mener Erling Henningsen, der er adm. direktør i virksomheden Judex og medlem af Vækstforums formandskab:
- På globalt plan er der stigende positiv opmærksomhed omkring virksomheder, som udvikler bæredygtige produkter eller ydelser med afsæt i etiske, sociale eller miljømæssige hensyn. Og det med god grund. For ansvarligheden kan være med til at styrke virksomhedernes omdømme, så de skiller sig positivt ud fra konkurrenterne. Og det er naturligvis godt for forretningen, forklarer Erling Henningsen.
I projektet vil flere end 70 nordjyske virksomheder få tilbudt en kortlægning af forretningsområder, hvor de med fordel kan anvende CSR. Derefter vil virksomhederne få udviklet værktøjer, så de kan arbejde målrettet med bl.a. krav til leverandører, dialog med kunder, produktmærkning samt interne aktiviteter omkring integration og fastholdelse af medarbejdere.
Denne artikel bygger på materiale fra Vækstforum Nordjylland. Læs mere på www.rn.dk