PEFC certificeret træ anerkendes i Storbritannien
Tømmer fra bæredygtig skovdrift har fået foretrukken status i Storbritannien. PEFC certificeret træ og træprodukter er blevet kategoriseret som lovlige og bæredygtige.
- Vi er glade for, at PEFC lever op til Regeringens Indkøbsstandard for bæredygtigt tømmer. Beslutningen demonstrerer, at den britiske regering er engageret i at fremme en bæredygtig og ansvarlig udvikling af tømmerudbuddet, siger Adm. Direktør Palle Thomsen, TUN, der er næstformand for PEFC Danmark, på hjemmesiden.
Beslutningen om at give PEFC certificeret træ foretrukken status i Storbritannien vil give bedre muligheder for handel med tømmer fra bæredygtige skovdriftsprogrammer. Udbuddet af PEFC træ i landet forventes at stige, ligesom valgmulighederne med al sandsynlighed vil blive flere.