Industrien oplever det laveste lønniveau i 10 år
Diskussionen om virksomheders udflytninger af arbejdspladser har præget lønforhandlingerne. De ansatte holder igen, og det betyder, at lønstigningerne har været minimale.
- Lav inflation og truslen om outsourcing er noget, lønmodtagerne har tænkt på, når de har forhandlet løn. Det så vi først på de nordjyske slagterier, og nu kan vi se effekten mere bredt, siger arbejdsmarkedsforskeren Jørgen Stamhus fra Aalborg Universitet til gårdagens udgave af Industriens Dagblad ”i dag”.
Der er dog forventning om, at tendensen inden længe vil aftage. Det er kun et spørgsmål om tid, før en lav ledighed vil få lønmodtagerne til at turde forlange mere under forhandlingerne, fremgår det af dagbladet i et interview med cheføkonom Steen Bocian fra Danske Bank. Jo stærkere de ansatte føler sig, jo mere tør de forlange af arbejdsgiveren, og det vil allerede næste år betyde lønstigninger på over fire procent.