23948sdkhjf

Erik Jørgensen-søn: Vi solgte på det rigtige tidspunkt

Niels Jørgensen har siden 1994 siddet på direktørposten i familieejede Erik Jørgensens Møbelfabrik, som hans far stiftede i 1954. Nu står han, året efter sit 25-års jubilæum i direktørstolen, over for enden på en æra med salget af familievirksomheden til Fredericia Furniture.

– Vi har haft en rigtig god vækst i den foregående periode, fordi folk jo i høj grad har købt møbler til hjemmet, nu de ikke kunne komme ud at rejse, og vi har introduceret nogle nye modeller, der har mødt stor interesse, fortæller Niels Jørgensen og peger på, at tidspunktet derfor var rigtigt for et salg.

– Vi kan ikke være sikre på, at den udvikling fortsætter; der vil jo nok komme en normalisering igen, og derfor er der brug for en større og stærkere enhed i markedet, fordi konkurrencen er meget stærk, fortæller den afgående direktør.

Brug for nye øjne

Erik Jørgensens Møbelfabrik har specialiseret sig i polstrede designermøbler og står blandt andet bag klassikere som Wegners Ox Chair og Poul Volthers Corona-stol. Produktionen foregår i Svendborg på Fyn, og det fortsætter den med efter overtagelsen, hvilket vækker glæde hos Niels Jørgensen.

– Fredericia ønsker både at fortsætte produktionen her og holde fast i brandet og i de dygtige medarbejdere, der er i vores produktion. Det har været rigtig vigtigt for os, at det stærke og traditionsrige brand bliver videreført, og at man så vælger også at holde fast i fabrikken er meget glædeligt, lyder det fra den afgående direktør, der trods salget og sin afgang melder sig klar til fortsat at bidrage til familievirksomheden.

– Jeg har lige passeret den normale pensionsalder, og jeg har da en stor erfaring, som jeg stadig gerne vil bidrage med, men der er sket rigtig meget med branchen, siden jeg gjorde mig mine første erfaringer tilbage i 80’erne, så der er brug for nye øjne og andre måder at anskue markedssituationen på, fortæller han.

Fra designdrevet til markedsdrevet

Ifølge Niels Jørgensen har meget nemlig forandret sig, siden han i 1980’erne gik ind i sin fars virksomhed.

– Vi har set en del sammenslutninger i branchen de seneste år, hvor virksomheder er blevet overtaget af store koncerner og konglomerater, så der er brug for større og stærkere enheder, hvis man fortsat skal kunne konkurrere, forklarer han.

Det er dog ikke den eneste forandring, han har set i branchen i sin tid som møbelmand.

– Der er sket en udvikling siden tiden i 50’erne, 60’erne og helt op igennem 80’erne, hvor møbelproduktion i høj grad var designdrevet forstået på den måde, at man som møbelproducent kunne produktudvikle de fine nye idéer, designerne kom med, og fabrikanterne vovede at sende de produkter på markedet, de kunne stå inde for, forklarer han og fortsætter:

– I dag er der blevet en langt højere grad af markedstilpasning, så det handler ikke længere bare om gode designs men om at designe til et marked, hvor der tages hensyn til de krav, markedet stiller. På den måde kan man sige, at der er sket både en professionalisering og en kommercialisering af møbelbranchen, fortæller Niels Jørgensen.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093