23948sdkhjf

Underskud hos Erik Jørgensen

Den fynske møbelfabrik er ramt af dalende aktivitet og stigende priser på råvarer.
Erik Jørgensen Møbelfabrik måtte i 2010/11 indkassere underskud for anden gang i løbet af de sidste tre år.

Svendborg-virksomheden offentliggjorde kort før jul regnskabstallene for perioden 1. oktober 2010 - 30. september 2011, og resultatet på bundlinjen er et underskud på -3,7 mio. kr.

Bruttofortjenesten er dykket med næsten 6 mio. kr. til 17,6 mio., mens driftsresultatet udgør -3,97 mio. kr. – en tilbagegang i den primære drift på mere end 5 mio. kr.

Lønsomhed under pres
- Møbelbranchen er generelt kraftigt påvirket af den økonomiske afmatning. Aktiviteten er faldet, og lønsomheden er som følge heraf under pres, konstaterer Erik Jørgensen blandt andet i sin ledelsesberetning.

Udover de vanskelige markedsforhold er udviklingen i regnskabsåret negativt påvirket af stigende råvarepriser på indkøb af stål, læder og træ.

Erik Jørgensen-ledelsen fremhæver dog samtidig, at man, underskuddet til trods, fortsat er i besiddelse af en høj soliditet (54,5), og at likviditeten er god. Virksomhedens egenkapital udgjorde ved regnskabsårets slutning 23,57 mio. kr.

Flere tiltag skal forbedre indtjeningen
Som følge af den negative udvikling har ledelsen løbende foretaget tilpasning af kapacitet og omkostninger.

Sidst i perioden er der gennemført nye besparelser, og dette – sammenholdt med et øget fokus på markedstilpasning, salg og markedsføring – giver forventninger om ” en væsentligt bedre indtjening i 2011/12 ”, vurderer Erik Jørgensen.

Det gennemsnitlige medarbejderantal var 44 i 2009/10, hvilket er en enkelt færre end året før.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109