23948sdkhjf

International Furniture har strategien klar

Møbelgrossisten kan for andet år i træk glæde sig over en vækst på 20 %. Det har banet vej for endnu en AAA-vurdering, og dermed er kursen sat mod yderligere fremgang.
2011 blev et begivenhedsrigt år for International Furniture med flere nyansættelser, indvielse af nyt showroom og fortsat vækst i forretningen.

- Det er dejligt at få sådan en tilkendegivelse, når man ved, hvor hårdt det er at sælge møbler i dag, siger salgschef René Secher til Wood Supply.

Godt købmandskab og hårdt arbejde
Han og resten af International Furniture kan se tilbage på et 2011, hvor det for andet år i træk er lykkedes at skabe en vækst på 20 %, hvilket er ganske bemærkelsesværdigt i et ellers vanskeligt marked:

- Når man er en 30 år gammel virksomhed, så er det altså noget af en præstation pludselig at vokse på den måde to år i træk. Det er også kun med godt købmandskab, et super personale og hårdt arbejde, at det kan lade sig gøre, siger René Secher.

- Vi er rigtigt godt tilfredse med året, der er gået – især fordi vi tjener penge, og fordi jeg kan høre, at vores kunder også gør. Det er den bedste motivationsfaktor for os – og selvfølgelig også for vores kunder. Det er dejligt, når man kan se, at der tjenes penge i alle led, tilføjer han.

Større lagerbinding giver hurtigere levering
Den positive udvikling har medført, at International Furniture har opnået AAA-rating for 2010 – den tredje på fire år. Det giver ifølge René Secher nogle konkurrencemæssige fordele i et marked, der fortsat har det svært som følge af krisen:

- Det er klart, at det åbner op for nogle muligheder. Først og fremmest har vi økonomi til at være lagerførende og dermed opretholde en hurtig leveringstid på mange af vores produkter. Samtidig er en god økonomi med til at give kunden en højere sikkerhed for leverancen, og det er vigtigt i dagens marked, vurderer han.

Med penge på kistebunden har International Furniture altså valgt at gå imod tendensen i branchen, hvor flere leverandører de seneste år har arbejdet på at reducere lagerbindingen. En sådan strategi indebærer naturligvis visse risici, og det er man helt klar over i Ørum Djurs:

- Den stol, der var et hit sidste år, bliver ikke nødvendigvis et hit i år. Det er en løbende tilpasning og handler om at have en finger på pulsen. Vi gør meget ud af at lytte til kunderne og bruger deres konkrete ønsker og behov i vores arbejde med at sammensætte det rette mix, forklarer René Secher.

Vil vokse med kunderne
International Furniture fejrede i fjor sit 30 års jubilæum, og med afsæt i den aktuelle fremgang er retningen for de kommende års arbejde udstukket. Ifølge René Secher handler det først og fremmest om at satse på at skabe værdi for de kunder, som allerede er i porteføljen:

- Der er benhård konkurrence i branchen og en tendens til, at mange underbyder hinanden. Den, der giver den største rabat, er ofte den, der vinder ordren, og for os er kunsten at komme væk fra det ræs. Vi vil gerne arbejde med de kunder, vi har, og skabe værdi på begge sider af bordet. Det gør vi ved at være stabile, alsidige og ved at tilbyde noget ekstra. Vi har nogle meget dygtige underleverandører, der er gode til at specialordrer, og derfor kan vi strække os langt for at løse en opgave, selvom den ikke lige står på prislisten, lyder det fra René Secher.

International Furniture A/S er stiftet i Ørum Djurs i 1981 og ejes af direktør Henrik Bøgild Nielsen. Virksomheden er grossist med speciale i møbler til erhvervssegmentet og beskæftiger i dag 12 ansatte.
Kommenter artiklen (3)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088