Compo Tech ekspanderer
Den midtjyske underleverandør til træ- og møbelindustrien, Compo Tech, er inde i en rivende udvikling. Bare i år har virksomheden ansat 40 nye medarbejdere, og omsætningen er i første halvår steget med mere end 30 %.
Alene i år har Compo Tech ansat 40 nye administrations- og produktionsmedarbejdere, mens omsætningen er steget med mere end 30 % i første halvår i forhold til samme periode i 2004. Væksten er opnået på begge forretningsområder: døre og fyldninger samt køkken- og badfronter.
Den markante fremgang har sprængt virksomhedens fysiske rammer. Der er ikke længere den nødvendige plads, så Compo Tech har valgt at leje cirka 4.000 m2 produktions- og kontorfaciliteter fra den lukkede Astralis-afdeling i Herning.
De nye lokaler skal blandt andet bruges til en ny dør-plade produktion i Dør- og Fyldningsafdelingen samt en nystartet handelsafdeling med importerede varer til køkken- og badindustrien.
Kilde: Pressemeddelelse fra Compo Tech A/S, den 2. september 2005. http://www.compotech.dk