Dansk økonomi en af verdens bedste
De seneste tal afslører, at dansk økonomi har det rigtigt godt. Faktisk er den danske økonomi sund og stærk som aldrig før. Og så er den en af verdens bedste.
Det skriver Berlingske Business, der ikke kan lade være med at sammenligne med 1960’ernes gyldne tider, hvor der også var et hastigt stigende forbrug, voksende velstand og fuld beskæftigelse.
Det er svært at finde malurten i bægeret, og det eneste, der ifølge avisen er at bekymre sig om, er de tårnhøje personskatter. Manglen på arbejdskraft karakteriseres ikke som et problem, da de danske lønninger endnu ikke stiger nok til, at der er tale om en reel trussel.