Bolia går mod strømmen
Danske Bolia har valgt at blive. Møbelkæden har modsat mange af sine kollegaer beholdt sin produktion i Danmark, og det har vist sig at være lidt af en succes.
- Vi har et koncept der gør, at vi har mulighed for at sælge designermøbler til fornuftige priser. Vores kunder er på udkig efter kvalitet, og den kvalitet kan vi tilbyde dem. Vi har det bedste håndværk, nemlig det danske, fortæller Lars Lyse Hansen, direktør i Bolia, i fredagens udgave af Industriens Dagblad, idag.
Med en dansk produktion kan Bolia ikke blot tilbyde sine kunder en høj kvalitet. Virksomheden opererer også med korte leveringsfrister, da der ikke er langt fra leverandør til kunde. Det er alt sammen med til at sikre fremgangen hos møbelkæden, der på nuværende tidspunkt har fokus på at sprede sine aktiviteter gennem et franchisekoncept.