23948sdkhjf

Finn Juhl lever i bedste velgående

Tre produktlanceringer ved den netop afholdt imm-messe i Köln er et håndfast bevis på, at Finn Juhls værker lever videre.
Den 30. januar 2012 kunne Finn Juhl være fyldt 100 år, og selvom den store møbeldesigner døde i 1989, lever interessen for hans møbler, lamper og indretninger stadig – måske bedre end nogensinde.

Møbelvirksomheden Onecollection i Ringkøbing har de seneste tolv år relanceret en snes værker fra Finn Juhls hånd – og på møbelmessen i Köln 16.-22. januar er tre nye lige blevet vist: En skænk, en bænk samt en lampeserie.

- Det er en fantastisk gave for en møbelproducent at få lov til at relancere Finn Juhls mesterværker, og vi kan ikke lade være med at kigge dybt i skatkammeret med hans tegninger. Efter nogle år med relanceringer af hans organiske polstermøbler og vidunderlige, skulpturelle træstole, har vi nu valgt at sætte en serie stramme møbler fra 1950’erne i produktion. Med den store interesse, der nu er for hans møbler over hele verden, er det vores bidrag til at holde hans kunst levende og fejre 100 års dagen, siger Hans Henrik Sørensen fra Onecollection.

Synonyme med 1950’erne
100-året for Finn Juhl markeres i både ind- og udland, blandt andet på Designmuseum Danmark, der fra februar og året ud danner ramme om en udstilling af Finn Juhls bedste møbler samt den autodidakte designers originale arbejdstegninger.

Museumsdirektør Christian Olesen betegner Finn Juhl som kunstneren i dansk design. Han designede møbler, som i højere grad var kunstværker end møbler. Det faldt ikke i samtidens smag, men har ændret sig med årene:

- I dag ser vi på dem som de kunstværker, de virkeligt er, kunstværker på et meget højt niveau. Desuden rider vi på en retrobølge, hvor mange elementer fra 1950’erne og 1960’erne slår igennem. Finn Juhls møbler er synonyme med 1950’erne. Finn Juhl er hovedeksponenten for teaktræ og nyreformede sofaborde, kort sagt de organiske møbelformer, siger Christian Olesen.

”En strandet hvalros”
Mens møblerne i sin tid ikke vandt større udbredelse i hjemlandet, slog de derimod igennem i USA i 1940’erne og 1950’erne. I udlandet blev Finn Juhl synonym med begrebet ”Danish Design”.

Pelikan-stolen er det vel nok mest organiske Finn Juhl-møbel. ”En strandet hvalros” blev den hånligt kaldt, da den blev vist første gang i 1940. I virkeligheden var stolen tegnet som et eksperiment til Finn Juhls eget hjem, dybt inspireret af 1930’ernes moderne kunst.

- Pelikanen rammer lige ind i vor tid. Jeg tror, at vi først nu er modne til at forstå Pelikanen og dens humor. I 1940 var møbeldesign en alvorlig og strengt ædruelig sag, og Pelikanen fik de etablerede møbelarkitekter til at mene, at Finn Juhl ikke tog folk alvorligt, når han kunne tegne sådan et møbel, forklarer Christian Olesen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128