23948sdkhjf

TEMA: Fremtidens overfladebehandling af aluminiumsprofiler

Chromfri forbehandling er på vej ind i de danske virksomheder, der benytter pulverlakerede aluminiumsprofiler. Der er tale om en fremtidssikret løsning, som tilgodeser miljøet og underbygger virksomhedernes miljøprofil.

Fremtidens overfladebehandling af aluminiumsprofiler



Til forbedring af lakvedhæftningen og forøgelse af korrosionsbestandigheden på aluminiumsprofiler har man i årevis anvendt chromateringsprocesser (gul-, grøn- og klar chromatering).

Fælles for alle chromateringsprocesser er omgang med chrom(6+) forbindelser, som af myndighederne klassificeres som giftig og kræftfremkaldende.

Chrom (6+) forbindelser er inden for de senere år blevet forbudt i bil- og elektronikindustrien samt i den danske træindustri, hvor der politisk er indført forbud mod træimprægnering med chrom. Fælles for alle industrierne har været et politisk ønske om at nedbringe miljøbelastningen fra farligt chromaffald, herunder forbedre mulighederne for genbrug, reducere forekomsterne af chromallergi samt forbedre arbejdsmiljøet i de respektive industrier.

Baseret på de seneste års politiske fokus på reduktion af chrom og chromforbindelser forventes flere brancher at blive underlagt skrappere krav til anvendelsen af chrom.

Inden for Coatingindustrien findes der allerede alternativer til de konventionelle chromateringsprocesser af aluminiumsprofiler. Det er i dag muligt at anvende en chromfri forbehandling, der sikrer samme korrosionsbestandighed og lakvedhæftning som de konventionelle chromateringsprocesser.

Dan-color tilbyder, som de eneste i Danmark, en chromfri forbehandling af aluminiumsprofiler. Dan-color har gennem en årrække arbejdet med chromfri forbehandling af aluminiums-profiler baseret på E-CLIPS 2100. E-CLIPS 2100 erstatter de chromholdige forbehandlingsvæsker.

I 2002 opførte Dan-color Danmarks første og eneste vertikalanlæg til chromfri forbehandling og pulverlakering af aluminiumsprofiler. Anlægget er opbygget i tæt samarbejde med førende ingeniører inden for overfladebehandling og kan behandle emner op til 7,2 meter i længde.

Bil- og elektronikindustrien har i en række år arbejdet med chromfri forbehandling
Chromfri forbehandling af aluminium på basis af titan- og zirkonium har været anvendt i årevis til behandling af dåser til drikkevarer. Siden 1985 har det amerikanske selskab Bulk Chemicals målrettet arbejdet med videreudvikling af chromfri forbehandling med henblik på at imødekomme de høje krav til korrosionsbeskyttelse af aluminiumsprofiler til bygge- og bilindustrien. I 1997 leverede selskabet chromfri væsker til mere end 60 forbehandlingslinier.

Der bliver i dag lakeret ca. 20 mio. m2 chromfri aluminium om året i Europa og i størrelsesordenen 100 mio. m2 i USA og Canada.

Vertikalanlæg hos Dan-color sikrer hurtigere gennemløb
Anlægget til chromfri forbehandling er etableret i en ny specialindrettet bygning. Bygningen er 13 m høj, hvilket gør det muligt at behandle profiler i op til 7,2 meters længde. Det vertikale ophæng af profiler gennem anlægget fra forbehandling til pulverlakering giver stor kapacitet samt høj og ensartet kvalitet. Endvidere er anlægget etableret med to malekabiner, hvilket øger fleksibiliteten betydeligt.

Anlægget er opbygget omkring en grundig forbehandling med 8 behandlingstrin - affedtning, let bejdsning (sur), bejdsning (sur), 5 skylletrin og chromfri forbehandling med E-CLPS 2100. E-CLPS 2100 kan tørres med op til 160°C varm luft uden at den forbehandlede overflade bliver defekt.

Miljø- og kvalitetscertificering
Dan-color har siden 1992 haft den internationale GSB kvalitets certificering og har siden 2000 også været ISO 14001 certificeret.

Kilde: dan-color Skandinavisk Facade & Industri-coating A/S.

Et kig ind i Dan-colors vertikalanlæg
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062