OMX lancerer alternativ markedsplads
For at skabe bæredygtige kapitalmarkeder for mindre ikke-børsnoterede selskaber etablerer OMX en alternativ markedsplads i Norden for selskaber, som ikke er klar til at blive noteret på det traditionelle børsmarked. Ved at tilbyde en alternativ markedsplads gør OMX det nemmere for mindre selskaber at skaffe risikovillig kapital, og dette vil understøtte væksten i Norden yderligere.
- I OMX har vi hele tiden fokus på, hvordan vi kan understøtte væksten i Norden bedst muligt. Med etableringen af en nordisk alternativ markedsplads tilbyder vi samtidig mindre selskaber en kanal, hvorigennem de kan få tilført risikovillig kapital, og hvor igennem professionelle og private investorer kan få adgang til at investere i mindre ikke-børsnoterede selskaber via det samme handelssystem, som benyttes til at handle aktier noteret på OMX-børserne, siger Jukka Ruuska, administrerende direktør, OMX Exchanges.
Den danske alternative markedsplads er rettet mod mindre selskaber med en markedsværdi på op til 400-500 mio.kr. (50-70 mio. euro). Det alternative marked er i udstrakt grad reguleret af Københavns Fondsbørs, hvilket sikrer et fleksibelt set-up, som er konstrueret specielt med henblik på at opfylde små selskabers behov.
Adgangskravene til markedspladsen bliver lempeligere end til børsmarkedet; det er ikke et krav, at et selskab skal have drevet virksomhed i mindst tre år, der er intet krav om mindste markedsværdi, og der stilles intet krav om spredning af ejerskab. Derudover skal selskaberne ikke aflægge regnskab ifølge IFRS, ligesom der ikke er nogen anbefalinger om corporate governance. Selskaberne på den danske alternative markedsplads får en ”godkendt rådgiver” tilknyttet, som følger og rådgiver selskabet i dets liv på markedspladsen.
Kilde: Pressemeddelelse fra Københavns Fondsbørs. http://www.cse.dk