23948sdkhjf

IBI-koncernen sætter ny rekord i omsætning og indtjening

IBI-koncernen, der udvikler og opfører byggeri for detailhandelskæder i Skandinavien og Finland, har i regnskabsåret 2004/2005 endnu en gang sat rekord. På mindre end tre år har IBI-koncerne fordoblet sin aktivitet.
Årets resultat før skat var på 65,6 millioner kroner, hvilket er IBI-koncernens hidtil bedste. Det er skabt på baggrund af udviklingsprojekter til en samlet værdi af 829 millioner kroner. Koncernen har dermed fordoblet sin aktivitet på mindre end tre år.

Årets projektbidrag er 141,3 millioner kroner. Resultatet efter skat udgør 45,0 millioner kroner, hvilket svarer til en forrentning af egenkapitalen med 34,9 procent. Koncernens egenkapital er vokset til 143,7 millioner kroner. De seneste fem år er koncernens egenkapital øget med 143 pct., og i samme periode er koncernens balancesum øget med 69 pct.

- Markedet har været præget af lav rente, stort fokus på ejendomme som investeringobjekter og en høj aktivitet. IBI’s medarbejdere har med en stor og flot indsats formået at udnytte disse muligheder. Det gode resultat er også udtryk for, at vores kunder fortsat viser os stor tillid, og at vi har formået at levere det, de har brug for, til en attraktiv pris, siger administrerende direktør Finn Birkjær.

Det er 10 år siden, at IBI-koncernen udvidede sine aktiviteter til at omfatte Sverige. De seneste 4-5 år har IBI også været aktive i Norge og Finland. IBI-koncernens udvikling har fulgt detailhandelskædernes stigende fokus på Skandinavien og Finland som ét samlet marked.

- Selv om de fire markeder umiddelbart ligner hinanden, så er der, når det gælder projektudvikling og byggeri, også store forskelle. Det har vist sig at have stor betydning for udviklingen af vores forretning, at vi er til stede lokalt i hvert af de fire lande, og at det er lykkedes os at etablere en god blanding af lokale medarbejdere og udstationerede fra hovedsædet i Ikast, siger Finn Birkjær.

IBI-koncernen forventer også vækst i 2005-2006. Koncernen har for nylig ansat en række medarbejdere for at kunne håndtere den fortsatte vækst.

Koncernen har i 2004-2005 i gennemsnit beskæftiget 63 mand, som arbejder med udvikling, planlægning og projektering samt administrative opgaver. Desuden har koncernen via underleverandører skabt arbejde til omkring 700 mennesker på byggepladserne i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Kilde: IBI-koncernen. http://www.ibi.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062