Firmabilen betaler sig ikke
Det er ingen fed fidus at køre rundt i firmabilen. Analyse viser, at det kan betale sig at droppe firmabilen og i stedet satse på kørselsgodtgørelse.
Analysen fra Bilpriser.dk går ud fra tre års ejertid, 10.000 kilomenter privat- og 20.000 kilometer virksomhedskørsel årligt, og her viser det sig, at firma-bilen kun betaler sig i ni ud af 40 tilfælde.
Og det er ikke kun medarbejderen, der har gevinst af at droppe firmabilen.
- Der er ikke bare en klar økonomisk fordel for medarbejderen, der er også en klar fordel for arbejdsgiveren, forklarer markedsanalytiker Niels Grøftehauge fra Bilpriser.dk.
Både arbejdsgiver og lønmodtager har fordel af ordningen med kørsels-godtgørelse, da arbejdsgiveren kun betaler for de faktisk kørte kilometer, mens det ofte koster lønmodtageren mere at betale skat af firmabilen, end det gør at bruge egen bil og indkassere kørselsgodtgørelse.