23948sdkhjf

Henning Larsen præsterer over forventning

Henning Larsens Tegnestue A/S kommer bedre ud af 2004/05 end forventet. Det har været et godt år præget af høj aktivitet og en markant stigning i antallet af internationale opgaver.
Henning Larsens Tegnestue A/S har fået et årsresultat i 2004/05 før skat på 10,7 millioner kroner og en nettoomsætning på 77,4 millioner kroner, og det resultat bliver betegnet som meget tilfredsstillende og bedre end forventet.

Henning Larsens Tegnestue har investeret målrettet i nye markeder og har allerede i dette regnskabsår øget sin omsætning internationalt betydeligt, så tegnestuen i dag henter 60 % af sine opgaver uden for Danmark mod 36 % i foregående regnskabsår.

- Vi søger primært til udlandet, fordi de faglige udfordringer med de store projekter er meget større end herhjemme. Der er "højere til loftet" i forbindelse med de store visionære opgaver i udlandet. Det udvikler det faglige drive, forklarer Louis Becker, der har ansvar for udviklingen af tegnestuens internationale netværk og profil, i en kommentar til ErhvervsBladet.

For Henning Larsen har regnskabsperioden været præget af høj aktivitet med akkvisition og konkurrencer, projektering og tilsyn på byggerierne.

En række nye danske projekter er igangsat i året, særlig inden for bolig-byggeri og masterplaner.

I Norden har aktiviteten været meget høj med projektering af koncerthus i Uppsala, videregående skole i Stavanger og radiologisk forskningsbyggeri i Oslo.

Nye 1. præmier i konkurrence om et nyt koncerthus på Island og konkurrence om Moesgård museum forventes at skulle realiseres i det kommende år.

Deltagelse i internationale konkurrencer er steget markant i året, både gennem akkvisition, invitationer og netværk. Flere konkurrencer er vundet, og tegnestuen arbejder nu med byggeprojekter i Riyadh, Emiraterne, England, Spanien og Albanien.

Samtidig forventer tegnestuen en øget aktivitet i byggeprojekter i Mellem-østen, og at den nuværende konkurrenceaktivitet i Kina omsættes til projekter.

Af årsrapporten fremgår det, at Henning Larsens Tegnestue A/S forventer, at næste års nettoomsætning og indtjening bliver på niveau med dette år.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079