23948sdkhjf

Byggemarkeder varsler prisstigninger på op mod 30 procent

Markedet for trælast, krydsfiner, OSB og stål oplever ubalance mellem udbud og den store efterspørgsel.

Konsekvensen er yderligere prisstigninger - for eksempel på op mod 20-30 pct. på træ.

Sådan lyder det fra flere byggemarkeder, Licitationen - Byggeriets Dagblad har været i kontakt med.

De råder deres professionelle kunder til forsigtighed i forbindelse med tilbudsgivning på byggeprojekter.

Budskabet fremgår ikke mindst af en mail, Bygma for nylig har sendt ud til sine kunder. Her peges der også på forlængede leveringstider.

- Vi har sendt mailen ud af flere årsager. Primært for at sikre, at vores kunder er opmærksomme på, hvad der sker i markedet, så de ikke kommer i klemme i deres tilbudsgivning og i forhold til leveringstid. Kun én ting er værre end prisstigninger, og det er at skulle vente på varer, siger adm. direktør i Bygma A/S, Klaus Hadsbjerg.

Også Davidsen har sendt informationer ud. Det er sket løbende, og der er yderligere skriv på vej, fortæller adm. direktør Henrik Clausen.

Han fremhæver, at det ikke kun er i Danmark men globalt, at efterspørgslen er stor, og at udbuddet derfor "ikke følger med".

- Vi er nødt til at reagere på det. Selvom vi har et godt forhold til vores leverandører og en god forsyningslinje, så er vi nødt til at betale mere, hvis vi vil have adgang til materialerne, og derfor er vi nødt til at tilpasse vores priser, siger han og påpeger en opadgående pristendens de seneste måneder, som fortsætter:

- Det er svært at se, hvornår det topper, fordi verdensmarkedet styrer det. Det er en uholdbar situation for hele branchen. Vi er udmærket klar over, at nogle af vores kunder kan have svært ved at få de her prisstigninger igen.

Som årsag til situationen peger han på efterslæb i produktion efter første nedlukning under corona, og netop at efterspørgslen er stor med mange ejendomshandler, renoveringsprojekter og generelt meget høj byggeaktivitet i Danmark.

- Det bliver spændende at se, hvad der sker med forbruget, når corona tillader, at alt åbnes op igen, siger Henrik Clausen.

Stor aktivitet i byggeriet

Også Klaus Hadsbjerg fremhæver, at der corona til trods har været stor aktivitet i byggeriet.

Det rammer ikke mindst inden for trælast, hvor der opleves stor efterspørgsel på konstruktionstræ. En efterspørgsel, som påvirker savværkernes lageropbygning.

Derudover har flere skove i blandt andet Canada været ramt af barkbille-angreb. Det har affødt mangel på råvarer fra skovene, og der saves derfor mindre på savværker her, som ellers leverer meget til det amerikanske marked.

Det har fået USA til at kigge mod de europæiske producenter, hvilket skaber et øget prispres, forklarer Bygma-direktøren.

I mailen fra byggemarkedet fremgår det, at priserne på både savet træ og konstruktionstræ allerede i andet halvår 2020 er steget med 20-30 pct., og at priserne de kommende måneder vil stige yderligere med 20-30 pct. Derudover udelukkes yderligere prisstigninger i andet halvår 2021 ikke.

Hos Davidsen nikker man genkendende til meldinger om tocifrede prisstigninger på træ.

- Det er ikke helt skævt. Det er nogenlunde de samme kanaler, vi køber produkterne fra, siger Henrik Clausen.

Høje fragtpriser

På plade-siden er det primært logistikudfordringer, som skaber prispresset.

Mangel på containere i Kina og Fjernøsten har skudt fragtpriserne i vejret og gjort, at det ikke er rentabelt at tage varer hjem derfra. Det øger så igen efterspørgslen hos de europæiske producenter og påvirker priserne, forklarer Bygma-direktøren.

Fra salgsdirektør i Stark Danmark, Mads Brejnholt Madsen, lyder det i et skriftligt svar:

- Vi er konstant i dialog med vores leverandører om at sikre tilstrækkelige forsyninger, men må også forholde os til højst usædvanlige prisstigninger, der er væsentligt større, end vi vil acceptere under normale omstændigheder.

Også Henrik Clausen påpeger, at Davidsen ikke normalt vil acceptere prisstigninger "i det her niveau".

- Men når vi ser, at det rammer bredt, så er vi nødt til det, siger han og oplyser, at prisstigningerne ikke kun gør sig gældende herhjemme.

Hvorfor har I ikke bare sørget for købe nok ind, så der ikke ses de her udsving i priserne?

- Priser er cykliske. Vi prøver ud fra bedste evne at købe ind på det rigtige tidspunkt, men der er også en begrænsning på, hvor meget, vi kan købe ind, fordi materialerne fylder meget, og risikoen for at købe stort ind på det forkerte tidspunkt er høj, forklarer Henrik Clausen.

Til frygten for, om hylderne løber tør, siger han:

- Så længe, vi er villige til at betale prisen, så er der også varer på hylderne. Det gør vi hele tiden vores for at sikre.

Afviser at skumme fløde

Hos Bygma har Klaus Hadsbjerg ikke hørt om negative kommentarer som følge af byggemarkedets udsendte mail.

- Mit udgangspunkt er, at kunderne er glade for at blive informeret om det her i god tid. Det er enkelt at efterprøve situationen på priserne, så vi er ikke bange for, at kunderne tror, vi bare skummer fløden. Vi reagerer på fakta, og hvis vi skal have en rentabel forretning, så er vi nødt til at sende de her prisstigninger videre, siger han.

Han fremhæver, at hvis råvarepriserne generelt stiger, så vil det "givetvis føre til prisstigninger over en bred kam".

Også Henrik Clausen afviser, at de bare skummer fløden:

- Konkurrencen er intens, og hvis vi ikke står med de rette priser, så bliver vi valgt fra. Så nej, det er ikke os, der skummer fløde.

Hvad skal der til før, vi ser en normaliseret udbudssituation og leveringstid?

- Containerne skal tilbage på de rette positioner, så fragtpriserne til Europa ikke ødelægger regnestykket, og på trælastsiden skal savværkerne have bygget lagrene op, siger Klaus Hadsbjerg.

Han påpeger samtidigt, at det er svært at spå om, hvornår situationen normaliserer sig.

- Forhåbentligt engang i løbet af 2021. Men det vil givetvis være i sidste halvår, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.108