Nyt navn og øget fokus på udvikling af vinduer
HP Vinduet A/S er blevet udskilt af HP Gruppen A/S af 1953 og ændrer navn til Krone Vinduer A/S.
Krone Vinduer A/S er nemlig det nye navn for HP Vinduet, der tidligere var en del af HP Gruppen A/S af 1953.
Nu er vinduesfabrikken udskilt som en selvstændig virksomhed, hvilket giver helt nye perspektiver for den store vinduesfabrik.
- Med etableringen af Krone Vinduer A/S som en selvstændig og uafhængig virksomhed har vi fået mulighed for i endnu højere grad at fokusere på produktionen og ikke mindst udviklingen af nye og endnu mere energivenlige vinduer, understreger administrerende direktør Kaj Bundgaard.
Krone Vinduer A/S beskæftiger et halvt hundrede dygtige medarbejdere, faglærte, ufaglærte og funktionærer.
Fabrikken råder over det mest moderne produktionsapparat, som Kaj Bundgaard forventer vil blive udbygget og optimeret i løbet af vinteren. Dermed sikrer virksomheden en kort produktions- og leveringstid.
A-energi
For at være på forkant med udviklingen og det ny bygningsreglement, der træder i kraft til foråret, er Krone Vinduer A/S, som en af de få vindues-producenter i Danmark, blevet optaget i Energimærkekontrollen.
Det betyder, at alle virksomhedens fyr-, mahogni og træ/alu-vinduer kan klassificeres som A-energi – den bedste der kan fås på markedet.
- Vore standard fyrretræsvinduer har således en U-værdi på 1,3 W/m2K for det samlede vindue – og altså ikke for glasset alene. Med tre lag glas er U-værdien endda helt nede på 1,1 W/m2K, fortæller Kaj Bundgaard.
Det øgede fokus på udviklingen af nye produkter betyder, at Krone Vinduer A/S forventer at lancere et nyt træ/alu-vindue med en U-værdi, der er så lav som 0,86 W/m2K.
Det ny vindue vil være på markedet først i det nye år.
Sikkerhed
Krone Vinduer A/S er omfattet af Dansk Vindues Certificering, og for kunden betyder det en sikkerhed for, at alle produkter fremstilles efter de nyeste normer i branchen.
Krone Vinduer A/S producerer vinduer i fyr, mahogni samt træ/alu. Elemen-terne produceres efter 2Øko-system; det sidste nye fremskridt for miljørigtige vinduer.
Kundekredsen udgøres primært af tømrermestre og trælaster, og Krone Vinduer A/S fremstiller omkring 100 vinduer om dagen.
Kilde: Pressemeddelelse fra Krone Vinduer A/S.