Frøslev sætter resterne i banken med nyt grønt samarbejde
48 trucks, der kører på grøn strøm, en CO2-neutral hjemmeside, salg af certificeret træ og et stort fokus på præfabrikation, der minimerer materialespil og tung transport. Det er nogle af de bæredygtige tiltag, som den sønderjyske træleverandør Frøslev har iværksat.
Nu har virksomheden taget endnu et skridt i kampen for en mere klimavenlig verden.
Frøslev har nemlig indgået et tæt samarbejde med den århusianske virksomhed The Upcycl, der forbinder restmaterialer fra produktioner landet over med andre virksomheders forsyningskæder.
– Det betyder rigtig meget for os i Frøslev, at vi sætter så lille et aftryk på naturen som muligt. Derfor har vi hele tiden fokus på at minimere materialespild og på at sikre, at det materialespild, som vi ikke kan undgå, bliver genanvendt og udnyttet fuldt ud. Når vi har indgået et samarbejde med The Upcycl, så er det fordi, at der kan sidde en virksomhed, som vi aldrig har hørt om, et sted i Danmark, og som har brug for lige præcis vores restmaterialer. Forbindelsen til den virksomhed hjælper The Upcycl med at skabe, fortæller Brian Nissen, der er salgschef i Frøslev.
Stor efterspørgsel på genbrugstræ
Og virksomheder, som kan bruge resterne fra Frøslevs produktion af certificeret træ, er der masser af.
Det fortæller Rikke Ullersted, der er grundlægger af The Upcycl.
– Det var os, som henvendte os til Frøslev for at høre, om de ikke kunne tænke sig at bidrage til vores materialebibliotek. Vi har rigtig mange kunder, som ønsker at genanvende certificeret træ, siger hun og forklarer, at det for eksempel er arkitekter, der arbejder med bæredygtige projekter, hvor det er en del af projektet, at byggematerialerne skal være genanvendt.
Genanvendelse er dog langtfra et nyt begreb hos Frøslev. I årevis har virksomheden sørget for, at spildproduktionen blev genanvendt ved blandt andet at spørge ud i virksomhedens eget netværk, om nogle kunne bruge restprodukterne.
– Vi har aldrig bare smidt træ ud. Vi har altid sørget for, at det blev genbrugt af nogle i vores netværk. I yderste konsekvens har vi selv genbrugt det til vores fabrik. Men nu får vi sat genanvendelsen i system, og vi når ud til virksomheder, som vi ellers ikke ville være nået ud til, forklarer Brian Nissen.
Mængden bliver mindre
Andelen af spildmateriale fra Frøslev, som andre virksomheder i fremtiden kan få gavn af, vil dog med tiden blive mindre og mindre.
Det skyldes netop, at Frøslev har et stort fokus på at undgå unødig overproduktion og hele tiden optimerer og effektiviserer virksomhedens materialeforbrug.
– Vi bliver heldigvis hele tiden bedre og bedre til at undgå unødig produktion. Vi præfabrikerer for eksempel langt flere løsninger nu hos os i Frøslev end tidligere, og det reducerer spildproduktionen væsentligt. Vi vil dog altid have rester fra udskæringer og eventuel fejlproduktion, og det er de materialerester, som nu bliver en del af The Upcycls materialebibliotek, siger Brian Nissen og fortæller, at Frøslev netop har afsendt sin første palle med resttræ.
– Om det bliver brugt til skærebrætter, yogahaller eller mobile kontorer, må tiden vise, vi er bare glade for, at det bliver genanvendt, slutter han.