23948sdkhjf

Fra 2-3 tabte millioner månedligt til rekordresultat

Børnemøbelvirksomheden Flexa fik en ualmindeligt hård start på 2020, da coronaens indtog betød, at virksomheden måtte holde 100 kinesiske butikker lukket i månedsvis.

Dengang pegede adm. direktør Carsten Dan Madsen på, at nedlukningen på Flexas næststørste marked betød 2-3 tabte millioner på bunden hver måned, men i dag er bekymring vendt til begejstring på Flexas hovedsæde i Aarhus.

– Det har været et rigtig, rigtig godt år og helt klart bedre end forventet, lyder der fra Carsten Dan Madsen, der peger på, at Flexa som mange andre møbelproducenter fik alvorlig medvind i coronaens kølvand.

– Der er helt klart også blevet lavet nogle børneværelser på den konto, vurderer direktøren.

En ændring i kundemixet

De nyindrettede børneværelser verden over afspejler sig i det netop offentliggjorte årsregnskab, hvor Flexa trods et omsætningsdyk på små 30 mio. kr. kan bryste sig af en bundlinjefremgang på godt 22 mio. Således er resultatet efter skat vokset fra 2019’s minus på 5 mio. kr. til et plus på 17,5.

– Den helt store forskel ligger i vores kundemix, hvor vi allerede for et år siden meldte ud, at vi var gået aktivt ind i at ændre sammensætningen, og det er altså for alvor slået igennem nu, lyder der fra Carsten Dan Madsen.

Det betyder, at Flexa har udfaset en del af sine private label-kunder og i højere grad satser på sit eget brand – en manøvre, der allerede kunne aflæses i 2019-regnskabet, hvor toplinjen ligeledes faldt, mens bundlinjen gik den rigtige vej. Over de seneste to års regnskaber har Flexa således forbedret resultatet med næsten 27 mio. kr., mens man med åbne øjne har skåret lige knapt 60 mio. af omsætningen.

– Det betyder, at den kundesammensætning, vi har i dag, er en, vi oppebærer primært på Flexas brand – og det har jo vist sig at være en helt rigtig vej at gå, vurderer direktøren.

Et lærerigt år

Det er imidlertid ikke kun det ændrede kundemix, der har sendt bundlinjen fra minus til plus hos børnemøbelproducenten. Af årsrapporten fremgår, at stram omkostningsstyring har ført til reducerede omkostninger, og som mange andre er det særligt på rejsekontoen, Flexa har kunnet spare stort.

– Jeg tror helt klart, der også i fremtiden vil blive enkelte justeringer på den post. Men vi kommer ikke udenom, at der er en vigtighed i, at vi har en relation til kunderne, der går ud over Teams, vurderer Carsten Dan Madsen.

Til gengæld har virksomheden gjort sig andre erfaringer, direktøren i højere grad forventer vil betyde vedvarende ændringer.

–  En ting som messer er ikke noget, der for os står lige for at hoppe tilbage til; der kommer vi i stedet til at benytte os af de metoder, vi har for at fremvise vores produkter online, og som vi har fået rigtig gode erfaringer med, lyder det.  

Således er rekordresultatet altså ikke det eneste gode, der trods den hårde start kom ud af coronaåret for Flexa, der forventer, at de gode takter fortsætter i 2021.

– Vi har jo godt nok lige været gennem endnu en omgang med lukkede butikker ned gennem Europa, men nu er det meste efterhånden ved at åbne op igen, og det går egentlig fint, lyder status i dag.

Således ser første kvartal også ud til at ende med et positivt resultat, og ellers byder 2021 blandt andet på en række nye produkter, Carsten Dan Madsen forventer sig en del af.

– Vi har tre ben i Flexa, nemlig søvn, leg og læring, og i det tidlige efterår regner vi med at kunne udrulle årets helt store satsning, der bliver inden for legekategorien. Målet er at kunne tilbyde et alternativ til skærmtid, og her tror jeg, at vi rammer rigtig godt ind i tiden, slår han fast.

Flexa4Dreams A/S
mio. kr. 2020 2019
Nettoomsætning 278,7 307,5
Driftsresultat 10,7 - 4,7
Resultat før skat 10,1 - 5,1
Årets resultat 17,5 - 5,1
Balancesum 76,8 74,5
Egenkapital 44,5 27,0
Gns. antal ansatte 58 70
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078