Efter stort milliontab: Stifter sætter designvirksomhed til salg
Designvirksomheden By Lassen er sat til salg.
Det viser et nyt regnskab fra moderselskabet Buurskov & Lassen Maskinfabrik ApS, der kom ud af 2020 med et tab på 8,9 mio. før skat og en negativ egenkapital på 45,8 mio. kr.
By Lassen
By Lassen blev stiftet i 2008 af Søren Lassen og Nadia Lassen, der er henholdsvis barnebarn og oldebarn af arkitekt Mogens Lassen (1901-1987). I 2016 overtog Søren Lassen det fulde ejerskab og har siden været eneejer.
Virksomheden blev etableret med afsæt i Mogens Lassens kvadratiske kubusstage fra 1960, og siden er kollektionen udvidet med flere designs fra Mogens Lassen og broderen arkitekt Fleming Lassen (1902-1984).
– På baggrund heraf har selskabets ledelse i samråd med selskabets kreditorer vurderet, hvorledes selskabets værdier sikres bedst muligt og i kreditorernes interesse, i forlængelse heraf er det besluttet at videreføre selskabet med henblik på over tid, at rekapitalisere via realisering af selskabets ejerskab af By Lassen ApS, lyder det i en note i årsrapporten.
Skylder banken millioner
Over for Wood Supply bekræfter stifter og indehaver Søren Lassen, at By Lassen dermed er sat til salg. Han har ikke ønsket at uddybe yderligere, men problemerne i moderselskabet meldte sig for alvor i 2019, da Brdr. Jørgensen Components – et søsterselskab til By Lassen – blev erklæret konkurs.
Således kom Buurskov & Lassen Maskinfabrik ud af 2019 med et tab på ikke mindre end 42 mio. kr., mens egenkapitalen for første gang blev sendt i rødt. Også By Lassen, der inden konkursen fik sine kendte Kubus-lysestager produceret hos søstervirksomheden, blev ramt. Designselskabet kom ud af 2019 med et underskud på 10,3 mio. og en negativ egenkapital, der imidlertid blev genetableret gennem konvertering af gæld til moderselskabet.
Ved udgangen af 2020 løb den samlede gæld i Buurskov & Lassen Maskinfabrik op i 83,9 mio. kr. Heraf udgør de kortfristede gældsforpligtelser 11 mio. kr., mens den absolut største gældspost er de 46,8 mio. kr., selskabet har i gæld til pengeinstitutter.
Efter konkursen i Brdr. Jørgensen Components har By Lassen været eneste datterselskab til Buurskov & Lassen Maskinfabrik.
By Lassen tilbage i sort
Designvirksomheden, der nu er sat til salg, lykkedes i 2020 med at vende røde tal til sorte. Tidligere på ugen viste et nyt årsregnskab, at resultatet før skat landede på 3 mio. kr., efter det, adm. direktør Henrik Nielsen kategoriserede som et ”voldsomt år”, hvor coronaen resulterede i et rigtig dårligt andet kvartal.
– Men da vi kom tilbage efter sommerferien, oplevede vi som så mange andre i branchen, at det blev et rigtig godt efterår, hvor vi så fremgang på samtlige produktgrupper og på næsten alle markeder, fortalte direktøren om årets udvikling.
Henrik Nielsen tiltrådte direktørposten hos By Lassen i sommeren 2019, og efter konkursen i Brdr. Jørgensen Components indtog han ligeledes direktørstolen i moderselskabet Buurskov & Lassen Maskinfabrik.
– Og i og med holdingselskabet er kraftigt forgældet, og det er en dyr byrde for By Lassen, har det ikke været nogen hemmelighed, at vi på sigt skal have en ny ejerkreds, fortæller han.
Umiddelbart efter Henrik Nielsens entré i virksomheden blev der sat gang i en treårig effektiviseringsplan, og ifølge direktøren kommer tidsperspektivet i et salg med høj sandsynlighed til at afhænge af, hvor hurtigt By Lassen får løftet tallene.
– Jo bedre EBITDA, jo hurtigere vil det jo nok gå med at sælge, men vi følger den plan, vi har lagt, og vi ser rigtig fine vækstrater også i 2021, så det går den rigtige vej med tallene, slår Henrik Nielsen fast.