23948sdkhjf

TCM-direktør gør klar til flere investeringer efter stærkt kvartal

Efter et årti med tocifrede vækstrater kom TCM Group ud af 2020 med en mere begrænset omsætningsvækst på 1,8 pct. Onsdagens kvartalsregnskab peger imidlertid på, at selskabet i de første tre måneder af 2021 er helt tilbage i gear med en organisk vækst på 13 pct. 

– Vi nyder stadig godt af den øgede efterspørgsel, som corona har skabt, og i modsætning til da det brød ud sidste år, har vi nu fået justeret kapaciteten så vi kan håndtere den større mængde, forklarer adm. direktør Torben Paulin.

En spændende tid at være ny i

Ti dage efter han havde sat sig i direktørstolen hos Danmarks tredjestørste køkkenproducent, tonede statsminister Mette Frederiksen sidste forår frem på de danske tv-skærme og proklamerede en forestående nedlukning af landet.

– Det har været en spændende tid at være ny i, lyder det fra Torben Paulin, hvis første 14 måneder på posten først og fremmest blev en øvelse i at navigere i ukendt land med nedsat sigtbarhed.

Når han i dag gør status over sin første tid i rollen som topchef hos køkkenkoncernen, der står bag Svane Køkkenet, Tvis, Nettoline og Kitchn, er det imidlertid svært ikke at være godt tilfreds.

– I en coronatid, hvor der først skulle trædes på bremsen i forventningen om en alvorlig krise, for så at finde ud af at lige netop vores branche oplevede en øget efterspørgsel og derfor skulle trykke speederen i bund og øge kapaciteten på den ultrakorte bane – og efter sommerferien så skulle forholde sig til først en fortsat stigning og derefter endnu en nedlukning henover julen. Når vi ser på alt det, så synes jeg bestemt, at jeg med det kvartalsresultat, vi leverede i går, kan være godt tilfreds, slår han fast.

Høj fart, lav sigtbarhed

Der bliver altså løbet stærkt på fabrikkerne i Tvis og Aulum for øjeblikket, og det seneste år er der investeret i såvel flere hænder som i produktionsanlægget.

– Vi har også tilført flere ressourcer og kompetencer i andre dele af organisationen, og for at få mere ud af vores eksisterende apparat har vi investeret en del i processer og arbejdet meget med workflow og planlægning, fortæller Torben Paulin. 

Et er imidlertid kapacitet, noget ganske andet de faktorer, køkkenkoncernen ikke selv er herre over.

– Som alle andre er vi også påvirket af knapheden og prisstigningerne på råvarer, og især den igangværende genåbning  er med til at gøre det svært at se langt ud i fremtiden, siger TCM-direktøren.

Selvom Torben Paulin forventer, at 2021 bliver endnu et vækstår for køkkenkoncernen, er der således stadig faktorer, der kan gøre fremtiden svær – ikke mindst at spå om. Én ting tør direktøren dog godt slå fast.

– Vi ser stadig vækstpotentiale for alle fire brands i både Danmark og Norge, og vi har jo tidligere sagt, at vi skal have gjort noget ved vores kapacitet. Lige nu er det et spørgsmål om at få mere igennem de eksisterende faciliteter, men på et tidspunkt skal vi udvide apparatet, og hvordan og hvornår vi skal det, arbejder vi i øjeblikket på at finde ud af, lyder det.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094