23948sdkhjf

Efter salget: Rumas er revitaliseret og klar til ekspansion

– Det er et helt andet Rumas, vi står med i dag, end det jeg kom til i 2018.  

Sådan fortæller salgsdirektør Michael Petersen, der sammen med Rumas adm. direktør Michael Glibstrup har budt Wood Supplys udsendte inden for i virksomhedens nye showroom på Skibsbyggerivej i Aalborg. Det er 14 måneder siden, Højer Invest overtog kontraktmøbelleverandøren fra stifterfamilien, og Michael Glibstrup indtrådte på direktørposten, og siden er der vendt op og ned på meget.  

– Da vi gik ind og overtog, var det med den klare tilgang, at forretningen skulle trimmes, så den kunne komme til at give overskud, fortæller Michael Glibstrup, der også sidder i direktørstolen hos søsterselskabet Højer Møbler.  

Bortset fra et beskedent overskud på små 300.000 kr. i regnskabsåret 2017/18, skal vi tilbage til 2007/08 for at finde sorte tal på bunden hos Rumas, men hos Højer Invest så man muligheder i den nordjyske virksomhed, der har rødder tilbage i 1969.

Sorte tal på trapperne

Det nye Rumas’ første regnskabsår endte grundet oprydning og omlægning i et minus på 2,8 mio. kr., men det er ikke noget, der giver anledning til større bekymring på direktørkontoret.  

– 2020 var et oprydningsår, og der laver man ikke penge, lyder det konstaterende fra Michael Glibstrup, der understreger, at forretningen i dag står langt stærkere på baggrund af det seneste års tiltag og justeringer.  

– Vi kigger ind i sorte tal de kommende år, vurderer han.  

Præcis hvor hurtigt Rumas’ bundlinje går fra rød til sort, vil han i lyset af det seneste års uforudsigelighed nødigt gisne om.

– Man ved jo aldrig, hvad der kommer til at ske, men medmindre der opstår noget uforudsigeligt, som det vi lige har været igennem, så er vi virkelig godt på vej, slår Michael Glibstrup fast.  

– Rumas har et godt navn, der går langt tilbage, og som står for kvalitet og dansk produktion. Det, tror vi på, er med til at ramme noget i tiden, og det er det grundlag, vi skal bygge videre på, forklarer Michael Glibstrup.  

Skal være lækkert hele vejen igennem 

Før der for alvor kunne bygges videre, måtte det nye Rumas-hold imidlertid først sætte gang i den trimning af forretningen, der stod øverst på dagsordenen.  

– Noget af det første, vi gjorde, var at lægge produktionen ud til underleverandører. Og her har det været en stor fordel at kunne trække på de kompetencer og leverandører, som vi har fået tilført via vores nye ejere, fortæller Michael Petersen.  

Også sortimentet er blevet gået efter, og mens nogle produkter er sendt på pension, har andre fået en overhaling, og nye er kommet til.  

– Produktudviklingen var et område, der nok har været en lille smule forsømt, så det handlede om at få opdateret sortimentet og få det til at matche, at vi befinder os i 2021, forklarer Michael Glibstrup.  

Og ambitionen om at matche tiden begrænser sig ikke til produktkataloget. På marketingsfronten spiller sociale medier i dag en fremtrædende rolle, ligesom hjemmesiden hurtigt fik en overhaling, der skulle signalere nye tider.  

– Der er sket rigtig meget på profilen, som har været vigtigt for os. I slut 90’erne var Rumas toppen af poppen, og hvis vi skal genfinde fordums storhed, er det virkelig vigtigt, at vi står skarpt og har en klart defineret profil – det betyder ikke alene, at det skal være en sammenhæng i de produkter, vi kommer med, men også at hele oplevelsen skal matche. Det skal være lækkert hele vejen igennem, fastslår Michael Petersen.   

Klar til at ekspandere 

I dag står de to gange Michael med det, de betegner som en revitaliseret forretning, der for alvor er klar til at fyre op for væksten.  

– Vi har brugt rigtig mange kræfter på at få en solid platform på plads, og nu er vi på skinnerne og klar til at sætte fart på udviklingen, lyder det fra Michael Glibstrup.

Han peger på, at vækstambitionerne er store, om end han nødigt vil sætte procenter på for nuværende.

– Men vores treårsplan lyder på mere omsætning – og også på nye markeder, fortæller han. 

I øjeblikket fylder eksporten en mindre del, og heller ikke denne ambition er direktørerne meget for at sætte konkrete tal og procenter på.  

– Men eksporten skal udgøre et regulært ekstra ben i forretningen, så vi får spredt både muligheder og risiko, uddyber direktøren.  

I første omgang er sigtekornet rettet mod det norske og svenske, hvor salgsdirektør Michael Petersen kan trække på et stort netværk.

Forvandlingen fremvises på festival

For første gang deltager Rumas i år i den københavnske designfestival 3daysofdesign. 

– Det er et meget godt billede, hvor langt vi er kommet– nu står vi med nogle produkter og en kollektion, som vi virkelig glæder os til at vise frem, fortæller salgsdirektør Michael Petersen.  

Senere på ugen er han klar til at præsentere den opdaterede og trimmede kollektion på festivalens største fællesudstilling i Kongernes Lapidarium, og målet er, at få Rumas tilbage på lystavlen hos branchens aktører.  

– Vi skal ud at være synlige og gøre opmærksom på, hvor meget der er sket, så det bliver den nye, skærpede profil, vi forbindes med, siger Michael Petersen.  

Og rygtet om Rumas’ forvandling har tilsyneladende allerede krydset landegrænserne. Det afslører salgsdirektørens kalender for næste uge, der blandt andet byder på aftaler med norske forhandlere og arkitekter samt to tyske møder under festivalen.   

Den vigtigste nyhed, Rumas tager med til 3daysofdesign, er ifølge salgschefen den nye Frame-kollektion - en del af produkterne kan ses i billedhjulet øverst i artiklen. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.076