23948sdkhjf

Med prisvinder på eventyr i Tanzania

Mette Vestergaard vandt i efteråret FSC Design Award. Hun er nu i Tanzania for at realisere sit vinderprojekt på et lokalt værksted. Følg hendes oplevelser her på Wood Supply.
Med opslagstavlen "HapsHaps" løb Mette Vestergaard sidste år med sejren i FSC Design Award foran 76 andre bæredygtige design.

Hun er nu taget på sin vinderrejse til Tanzania, hvor hun med egne øjne får at se, om en FSC-skov virkelig kan gøre en forskel for natur og mennesker. Samtidig har hun taget udfordringen op med at forsøge at forene danske designtraditioner med tanzanisk håndværk og formgivning.

I samarbejde med FSC Danmark vil vi her på Wood Supply i den kommende tid følge Mette og resten af FSC-delegationen fra sidelinjen. Det sker via en blog, som vi gengiver her på portalen.

Dag 1: Skovene i Tanzania
Tanzania er og har altid været plaget af illegal skovhugst. En undersøgelse fra 2007 viste, at 96 procent af alt træ, der bliver fældet i landet, er illegalt. Den ulovlige hugst lægger massivt pres på landets skove og betyder samtidig et tab i indtægter.

I knapt fem år har den danske WWF afdeling arbejdet sammen med WWF Tanzania og den lokale organisation Mpingo Concervation Development Initiative (MCDI) om at få FSC-certificeret kystskovene i Kilwa, som ligger i den sydlige del af Tanzania, hvilket i 2009 resulterede i Afrikas første FSC-certificerede landsbyskov.

FSC-landsbyskovene har fået Afrikas samlede areal af FSC-certificeret landsbyskov til at stige med 708 procent – fra 2.420 til 17.151 hektar. Det er godt nyt for skovene, som er et af verdens mest mangfoldige, men også truede økosystemer. Og for de fattige mennesker, der er dybt afhængige af skovenes naturressourcer til bygningsmaterialer, brænde, medicin og ikke mindst mad.

På sin rejse skal Mette Vestergaard blandt andet besøge FSC-skovprojektet i Kilwa og med egne øjne se, hvad det betyder, at en skov drives bæredygtigt.

Om FSC Design Award
Mette Vestergaard vandt i efteråret 2011 den årlige designkonkurrence FSC Design Award, hvor hovedpræmien denne gang var en rejse til Tanzania.

FSC Design Award stiller krav til, at deltagerne kombinerer bæredygtighed med æstetik og funktionalitet, og bæredygtighed er således et vigtigt element i bedømmelsen af de deltagende designs. FSC Design Award er en tilbagevendende begivenhed og er speciel, fordi alle indkomne bidrag bedømmes ved samme event.

Mette Vestergaard vandt konkurrencen med opslagstavlen ”HapsHaps”, der er fremstillet udelukkende af bæredygtigt træ. Vinderdesignet bærer navnet ”HapsHaps”, fordi man kan hænge papir og kort op på den uden at bruge nåle og magneter.

Det er sjette år i træk, at FSC Danmark sender en ung designstuderende på en rejse til en FSC-certificeret skov et sted i verden. Formålet er at vise, hvordan FSC gør en forskel for skov, dyr og mennesker, og hvordan valget af bæredygtigt træ har stor indflydelse på skoven og dens indbyggere. Samtidig får den designstuderende lov til at udforme en prototype af sit design i samarbejde med lokale værksteder og i lokale træsorter. Designrejsen går i år til Tanzania, hvor Mette Vestergaard i følgeskab af en journalist og en fotograf tager på en uforglemmelig rejse.

Bag FSC Design Award står organisationen FSC Danmark og miljøorganisationen WWF Verdensnaturfonden. Begge organisationer har til hensigt at sikre, at mere træ bliver brugt bæredygtigt.

Læs også: Originalitet vandt FSC Design Award 2011

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094