23948sdkhjf

Scancom dykker på toppen, men vender minus til plus

For første gang i fem år må Lars Larsen Group-ejede Scancom International se toplinjen dykke en my, mens der til gengæld er bedring på bundlinjen.

Det viser et dugfriskt regnskab fra udemøbelproducenten, der har fabrikker i Vietnam, Indonesien og Brasilien.

Med en omsætning på 1,29 mia. kr. er toplinjetilbagegangen på beskedne 10 mio. kr., og der er således fortsat god afstand til den milliardmilepæl, møbelproducenten blæste forbi i 2018/19. På resultatsiden er man til gengæld langt fra fordums storhed. Det ordinære driftsresultat, der for bare to år siden lød på 40 mio. kr., lander i det nye regnskab på 9,3 mio. kr., hvilket ikke desto mindre er en forbedring siden sidste år, hvor pandemien for alvor åd af Scancoms marginer.

Bedringen viser sig også på bundlinjen, der sidste år blev sendt i rødt for første gang siden regnskabsåret 2013/14. Her er sidste års minus på 8,7 mio. før skat vekslet til et plus på 2,0 mio. kr., men trods den klare forbedring lever året ikke op til virksomhedens egne forventninger.

 – Resultatet er under forventningerne og stærkt påvirket af Covid-19-pandemien, hvor en tredje og fjerde bølge i vores produktionslande Brasilien, Indonesien og Vietnam tvang Scancom til at lukke vores største produktionsanlæg i en længere periode, skriver ledelsen i sin beretning.

Ansatte i telte

Således blev det seneste regnskabsår endnu et i pandemiens tegn, og hos Scancom har man indstillet sig på, at coronaen også vil sætte spor i indeværende år. Forventningerne lyder på en omsætning og et EBITDA-resultat lidt lavere end de netop offentliggjorte tal.

 – Sæsonen 2021/22 vil også blive påvirket af Covid-19-pandemien, hvor vi i starten af regnskabsåret stadig har de vietnamesiske produktionsfaciliteter lukket ned på grund af strenge restriktioner, skriver Scancoms ledelse i årsrapporten.

I september betød endnu en smittebølge, at seks af Scancoms otte vietnamesiske fabrikker måtte lukkes ned, mens de to resterende var afhængige af ansatte, der boede i en teltlejr i området.

 – De 500 bor i individuelle telte, spiser alle døgnets måltider, spiller volleyball, kort eller laver andre fritidsaktiviteter og arbejder, så vi kan producere ca. en ottendel af den normale produktion. Men vi kan kun producere til lager, da vi på grund af restriktioner ikke kan få sendt færdige varer afsted, fortalte koncernchef Stig Maasbøl i den forbindelse til Børsen.

Scancom International A/S
mio. kr. 2020/21 2019/20
Nettoomsætning 1.290,8 1.301,4
Resultat af primær drift 9,3 3,6
Resultat før skat 2,0 - 8,7
Årets resultat - 1,2 - 6,7
Balancesum 919,8 938,9
Egenkapital 793,6 142,3
Gns. antal ansatte 4.416 4.831
Regnskabsåret blev afsluttet 31. august 2021.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11