23948sdkhjf

Møbeldirektør har fundet overraskende skatkammer i arkiverne

Holstebro-baserede By Lassen er primært kendt for sine Kubus-lysestager, men de senere år har møblerne fyldt stadigt mere hos virksomheden, der i 2008 blev stiftet på ryggen af Flemming og Mogens Lassens designs.

Mængden af designskatte i arkivet har imidlertid været en positiv overraskelse for Henrik Nielsen, der i 2019 satte sig i direktørstolen.  

Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.  

– Jeg anede ikke, at der var så stort et møbelpotentiale, da jeg tiltrådte som direktør for to og et halvt år siden for at stå i spidsen for en stor turnaround. Jeg kendte intet til det store arkiv af tegninger, som giver os helt nye muligheder. Det er ganske enkelt et skatkammer, siger By Lassen-direktøren til avisen.  

Da Henrik Nielsen tiltrådte, udgjorde møblerne omtrent 15 pct. af omsætningen hos By Lassen, mens resten blev hentet på Kubus-universet, og det stod hurtigt klart for direktøren, at der var brug for en mere ligelig fordeling.  

– Det handler om, at vi skal have flere ben at stå på, så vi får bredt risikoen bedre ud og ikke er så afhængige af ét produkt, én kunde eller ét land, forklarede han i foråret til Wood Supply.  

På to år er det lykkedes at løfte møbelsalget, så det nu står for halvdelen af By Lassens omsætning, og Henrik Nielsen ser fortsat gode muligheder for vækst. Målet lyder på en samlet omsætningsfordobling, og i den forbindelse kan direktøren glæde sig over, at der fortsat kan gemme sig uopdagede skatte blandt arkitektbrødrenes efterladte tegninger, der befinder sig trygt og under opsyn hos Det Kongelige Bibliotek i København. 

Kapitalfond har købt en bid designhistorie

By Lassen, der i 2008 blev stiftet af to af Mogens Lassens efterkommere, blev i juni solgt til kapitalfonden Polaris, der også er majoritetsindehaver at Menu og The Audo. Gennem koncernen Designers Company sigter kapitalfonden mod at skabe et ”house of brands”, og koncernchef og Menu-direktør Danny Feltmann er også særdeles begejstret for den stærke designarv i Holstebro.  

– Med den her tilføjelse køber vi ind i heritage-segmentet og får en bid dansk designhistorie, der går tilbage til 50’erne og 60’erne. By Lassen har en lang og historisk tradition for designudvikling, og det er netop den historie, vi har været særdeles interesserede i at blive en del af, forklarede han i juni til Wood Supply.  

Læs også:

Menu-direktør om opkøb: De har klassikerne, vi har markederne

Designvirksomhed lægger konkursbyrde bag sig: Medvind og møbler vender minus til plus

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078