23948sdkhjf

Succesfuld køkkendirektør lander topjob i jernindustrien

Claus Beier skifter træ og laminat ud med støbejern, når han til foråret forlader direktørposten hos nordjyske JKE og i stedet tiltræder som adm. direktør for Nordeuropas største støberikoncern Vald. Birn. 

 – Det går rigtig godt i JKE, men nogle gange får man en mulighed, der er svær at sige nej til. Det er et virkelig spændende job i en stor koncern, som jeg glæder mig til at lære bedre at kende, fortæller Claus Beier til Wood Supply.

Han kommer til at erstatte Jens Axel Birn, der har stået i spidsen for koncernen de sidste 17 år, og som har valgt at stoppe i koncernen og søge nye udfordringer. Og hos Vald. Birn er man ikke i tvivl om, at man har fundet den rigtige arvtager.

– Det har været en spændende proces, hvor vi har haft mange dygtige kandidater i spil. Til syvende og sidst pegede pilen dog entydigt på Claus Beier, der har en stærk kommerciel profil, relevant erfaring inden for hele værdikæden og ikke mindst markante resultater med i rygsækken. Nu glæder vi os til at få ham med ombord i koncernen, forklarer bestyrelsesformand Erik Lundtoft i en pressemeddelelse.

Vellykket turnaround

Claus Beier kom på lidt af en opgave, da han i 2017 tiltrådte som JKE-direktør. Forud for hans tiltrædelse gik, på nær en enlig overskudssvale i 2012, otte år med millionunderskud i køkkenkæden, der blev grundlagt i 1970, og det stod klart, at der var brug for en turnaround.

Med 2020-regnskabet, der blev offentliggjort i sommer, kunne han høste frugten af sit hårde arbejde og fremvise et millionoverskud, og opskriften har ikke været reduktion og afvikling men vækst og udvikling.

 – Jeg synes, at jeg efterlader JKE med mine kolleger og forhandlere på et rigtig godt sted. Jeg tror aldrig, at kæden i sine 50 år har stået stærkere, og der er heldigvis en masse dygtige mennesker, der kan fortsætte væksten og arbejdet efter den strategi, vi i fællesskab har lagt, fortæller Claus Beier.

Han understreger, at det har været fire gode år, han har tilbragt hos den nordjyske køkkenproducent, og selvom Claus Beier nu skifter til en væsentlig større koncern, ser han fællesnævnere mellem de to.

– Der er en lang og stolt historie i begge selskaber, og jeg tror også, at det er to koncerner, der et stykke hen ad vejen bygger på de samme værdier, lyder det.

Det er således med ro i maven, Claus Beier gør klar til at gribe direktørdepechen i Vald. Birn og overlade ansvaret for JKE til den endnu ikke fundne arvtager.  

– Ser man på JKE, er jeg superstolt og tilfreds med det, jeg og mine kolleger har opnået. Vi har sendt resultatet i den rigtige retning, og medarbejdertrivslen har aldrig været bedre, så jeg er tryg ved, at den rejse fortsætter. Og så glæder jeg mig til at tiltræde i en spændende og traditionsrig koncern med mange udviklingsmuligheder, hvor jeg sammen med 900 dygtige kolleger får mulighed for at indlede en ny rejse med fokus på vækst og udvikling, lyder det.

Birn-koncernen består af moderselskabet Vald. Birn A/S i Holstebro, A/S Tasso i Odense, Uldall Jernstøberi A/S i Vejen, Kockums Maskin AB i Sverige samt Vald. Birn GmbH i Tyskland.

 

Læs mere om: JKE
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094