23948sdkhjf

Fritz Hansen køber Skagerak

Klassikerproducenten Fritz Hansen køber nordjyske Skagerak. Det oplyser parterne mandag eftermiddag i en pressemeddelelse.  

Med købet udvider Fritz Hansen sin kollektion af møbler og føjer ikke mindst udemøbler til sortimentet. Desuden skal købet ifølge Fritz Hansen ses som et vigtigt skridt på virksomhedens vækstrejse. 

– Med købet af Skagerak kan vi nu tilbyde vores kunder, både private og professionelle, et større produktsortiment – og yderligere styrke forretningen på vores hjemmemarked,  såvel som internationalt, udtaler Josef Kaiser, adm. direktør hos Fritz Hansen, ifølge hvem der er tale om et oplagt match.  

– Skagerak er en solid virksomhed og bygger på mange af de samme grundlæggende værdier som Fritz Hansen, fortsætter han.  

Efter et par træge år kunne Fritz Hansen sidste år tegne sig for markant fremgang, ikke mindst på driftsresultatet der voksede knapt 66 pct. Nu satser selskabet på at den fortsatte vækst skal skabes sammen med Skagerak, og opkøbet er ifølge virksomheden et vigtigt næste skridt i strategien, der i 2019 blev sat i værk med større investeringer i en styrket distribution og showrooms på tværs af Asien, Centraleuropa og Nordamerika. 

Har tæt på tidoblet 

Også hos Skagerak har Nordamerika de seneste år fået ekstra fokus, og i sommer kunne direktør og majoritetsejer Jesper Panduro løfte sløret for virksomhedens ambitiøse målsætning om, at halvdelen af Skageraks omsætning på sigt skal hentes på kontinentet.  

Et lille halvt år senere fremlagde Jesper Panduro for nyligt den bedste bundlinje i den aalborgensiske designvirksomhedens 45 år lange historie. På to år er resultatet tæt på tidoblet til 22,5 mio. kr., og på sælgers side af bordet er man godt tilfreds med at kunne overdrage en virksomhed i vækst.  

– Min ægtefælle Vibeke og jeg er stolte over, hvor stærk og solid en virksomhed vi har skabt og opbygget, som både tager ansvar for omverdenen og i særdeleshed de mennesker vi arbejder med, siger Jesper Panduro og fortsætter:  

– Vi er glade for at blive en del af Fritz Hansen, som har et fantastisk globalt omdømme, en stærk kultur og langsigtede perspektiver. Vi har fundet det perfekte hjem til Skagerak. 

Parterne er enige om ikke at oplyse prisen for handlen.  

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11