Isolationskaos: Op mod 1.000.000 danskere kan blive låst derhjemme
I en risikovurdering fra Statens Serum Institut (SSI) forventes der op til 25.000-55.000 smittede om dagen i slutningen af januar. Hvis det bliver i den høje ende, betyder 350.000 smittede om ugen, og hvis man medregner isolerede familiemedlemmer, betyder det, at op mod 1.000.000 danskere kan risikere at skulle sidde hjemme på samme tid, viser en analyse fra Dansk Industri (DI).
- Det er meget, meget voldsomt, og det er noget, der vil kunne mærkes på alle niveauer af samfundet. Hvis så mange skal være hjemme på en gang, så er der dele af samfundet, som ikke kan fungere, siger Emil Fannikke Kiær, der er politisk direktør i DI.
Han peger på, at virksomheder, skoler eller andre institutioner kan risikere at stå helt uden medarbejdere, hvis de bliver ramt uheldigt.
- Det er jo helt uoverskueligt, hvis man skal lukke en hel produktion ned, eller varerne ikke kan blive leveret. Måske kan børnene ikke blive passet, eller vi mangler hænder til almindelig pleje og sundhed. Det er en situation, ingen ønsker sig, siger Emil Fannikke Kiær.
Kig på isolationsregler
Selv hvis man undgår worst-case, vil det dog ramme samfundet markant, vurderer DI-direktøren.
- Vi ved, at sygemeldingerne i virksomhederne allerede er steget med 70 pct. i forhold til før corona, og det kan mærkes ude på virksomhederne. Så det er klart, at nogle gruer for de kommende uger, hvis smitte og hjemsendelse rammer uheldigt. Så vi kan kun håbe, at det smitte-scenarie vil vare i meget kort tid, så samfundet ikke går helt i stå, siger Emil Fannikke Kiær.
Han glæder sig over, at Sundhedsstyrelsen er i gang med at se på anbefalingerne for isolation med en forventning om en snarlig ændring i anbefalingen.
- Syv dages isolation kan være for lang tid, hvis man ingen symptomer har. Hvis man er syg skal man selvfølgelig blive hjemme, men er man frisk, vil de fleste nok foretrække at komme i skole og på arbejde igen, siger Emil Fannikke Kiær og tilføjer:
- Derfor er det rigtig godt, at myndighederne nu vil kigge på isolationstiden. Det kan betyde meget i den enkelte familie eller på den enkelte virksomhed.
Der var torsdag smitterekord med godt 40.000 smittede i Danmark.
Artiklen er bragt i samarbejde med Dansk Industri/DI Business.
Kilde: https://www.danskindustri.dk/di-business...