23948sdkhjf

Norsk kæmpeordre til Dencon

Den danske kontormøbelproducent Dencon har netop vundet møbleringen af et nyt regeringsbyggeri i Oslo.
500 arbejdsstationer i en helt ny regeringsbygning i centrum af Oslo bliver i løbet af juni møbleret med dansk design fra Dencon.

Den danske kontormøbelproducent fra Skive har i samarbejde med den lokale Dencon-forhandler i Oslo vundet det offentlige norske udbud – i hård konkurrence med førende skandinaviske leverandører.

- Vi er utroligt glade og stolte over ordren. Vi har vundet, fordi vi er konkurrencedygtige og iøvrigt lever op til alle andre krav til funktionalitet, kvalitet og design, siger administrerende direktør Henrik S. Feld, Dencon A/S.

Uafhængigt af sidste sommers bombeangreb
R6 hedder den nye regeringsbygning i Oslos centrum, der skal huse det norske Helse- og Omsorgsdepartement, Landbrugs- og Fødevaredepartementet og funktioner for departementernes servicecenter.

De 500 nyindrettede kontorpladser skal fordeles over tre gamle Oslo-bygninger, som dels bliver renoveret og dels revet ned for også at give plads til nybyggeri. Byggeriet har været projekteret og planlagt gennem flere år og er derfor uafhængigt af sidste sommers bombeangreb på andre regeringsbygninger i Oslo.

Når møbleringsfasen er slut, vil de offentlige norske ansatte sætte sig for at arbejde ved Dencons møbelserie "Delta", som virksomhedens medarbejdere lige nu har travlt med at producere og levere.

Nyansættelser, overarbejde og outsourcing
Hos Dencon kommer den offentlige norske kæmpeordre ovenpå et i forvejen travlt forår, hvor et stort antal større projekter har medført nyansættelser, overarbejde og outsourcing. Foreløbigt fortsætter den positive udvikling nu også efter sommerferien.

- Efter tre år på et ufatteligt presset kontormøbelmarked høster vi nu frugterne af en fokuseret afsætningsstrategi, hvor vi har sat loyalitet og troværdighed højest i samarbejdet med vores kunder. Vi har stadig produktionen her i Skive og er derfor både fleksible og hurtige i en projektfase. Samtidig råder vi over medarbejdere med en høj grad af knowhow og engagement. Det sikrer kvalitet og optimal logistik, når vi skal levere vores design, siger Henrik S. Feld.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079