Dyrt ikke at registrere varemærker i Kina
Flere danske virksomheder har oplevet, at kinesere har købt retten til deres varemærker i Kina på helt legal vis.
- At stjæle andres varemærker er en nem måde at tjene mange penge på. Man bruger 5.000 kroner på en registrering, og på et eller andet tidspunkt skal den lodseddel nok blive indløst, siger Claus Barrett Christiansen, partner i Bech-Bruun med speciale i intellektuelle rettigheder, til Berlingske Business.
Dyre lærepenge
En af de virksomheder der har oplevet problemet på den dyre måde er tøjproducenten Bruuns Bazar. Da de i 2009 ville starte salg i Kina, fandt ejer Teis Bruun ud af, at en kineser var kommet ham i forkøbet og havde købt rettighederne til virksomhedens navn
For den danske virksomhed er det næsten umuligt at bevise, at varemærket er blevet stjålet, og alt tyder da også på, at der vil blive slået en handel af med kineseren, som ejer rettighederne til navnet i Kina. Oprindeligt havde han forlangt 1-1½ mio. kr. for at opgive navnet, men Teis Bruun forventer, at lukke sagen på ”en lidt mere fornuftig måde”.
Hos Eksportrådet har man haft flere lignende sager, og her opfordrer leder af handelsafdelingen, Jesper Kamp, virksomhederne til at få registreret deres varemærker, hvis de har planer om at starte eksport til Kina.