23948sdkhjf

Trælastsdirektør fejrer jubilæum med bedste år nogensinde

Med en bundlinje på 17,4 mio. kr. før skat blev 2021 Øbro Træs bedste år nogensinde. Det viser et dugfriskt regnskab fra trælastkæden, der er en del af XL Byg.

– Året har på alle måder været specielt i vores branche. Mens mange andre har haft det svært, har byggeriet og byggemarkedsbranchen haft bedre vilkår, og det har heller ikke været et normalt år for os, fortæller adm. direktør og medejer Uwe Plugge.

De gode vilkår har for Øbro Træ resulteret i en omsætningsvækst på omkring 20 pct., hvor de 8 pct. kan henføres til de markante prisstigninger på træ og byggematerialer. På bundlinjen er fremgangen endnu mere markant, og resultatet før skat er hele 57 pct. større end i 2020. Det glæder direktøren, der peger på, at året trods de gode vilkår ikke har været helt ukompliceret.

 – Markedet har været præget af høj aktivitet men også af mange udfordringer med at sikre optimale vareforsyninger til de rigtige priser, på de rigtige steder og til den aftalte tid, forklarer han.

Et års omsætning på en måned

2021 blev ikke kun et rekordår men også et jubilæumsår for Uwe Plugge og resten af ejerkredsen, der overtog Øbro Træ i 2011. Og der er sket en hel del de seneste ti år.

– Da vi 2011 købte virksomheden, så var vi godt klar over, at Øbro Træ skulle sættes på en vækstrejse; men hverken mine kompetente kollegaer eller jeg havde nok forventet, at vi her 10 år efter skulle opleve månedsomsætninger, som var større end årsomsætningen på 30 mio. kr.  i den virksomhed, som vi overtog, lyder det i dag fra Uwe Plugge.

Om de næste 10 år kommer til at byde på en tilsvarende vækstrejse, vil han dog nødigt garantere.

– Vores vækst har været lidt usædvanlig og nok også større, end jeg selv troede på, men toplinjevækst er ikke det eneste nøgleord for os. Vi vil hellere drive en fornuftig skalavirksomhed, der passer til os, og vi kigger mere på bundlinjen end på toppen, forklarer han.

En ny usikkerhed

Uanset hvilken linje, Uwe Plugge kigger på, kan han dog berette, at også 2022 indtil videre har tegnet godt.

– Vi har en absolut fornuftig aktivitet stadigvæk, lyder det om hverdagen i de tre hovedstadsbaserede trælaster, men direktøren peger på, at en usikkerhed er afløst af en anden.

– Der er jo sket en forandring fra corona til noget, der er endnu værre nemlig krigen, og det kan risikere at give nogle markedsmæssige udfordringer, siger han.

Ifølge trælastsdirektøren er det endnu ikke noget, der har fået indflydelse på forretningen.

 – Men de høje gaspriser og lignende er noget, der kommer til at påvirke markedet, og det er jo også noget, den almindelige forbruger kommer til at mærke, forklarer Uwe Plugge, der understreger, at Øbro Træ ikke bliver direkte ramt på forsyningen, når det kommer til råvarer.

 – Vores hovedmængde kommer fra Sverige og Finland, men globalt set er Rusland en stor eksportør af træ, så det kommer uden tvivl til at få betydning for verdensmarkedet, lyder vurderingen og en stor del af grunden til, at Uwe Plugge og resten af Øbro-holdet i dag nøjes med at lægge planer for den allernærmeste fremtid.

 – Vi går ikke og ryster i bukserne, men vi har meget svært ved at planlægge og budgettere langt ud i fremtiden, så lige nu står den på korttidsplanlægning, fastslår direktøren.

Øbro Træ A/S
mio. kr. 2021 2020
Bruttofortjeneste 37,4 29,2
Driftsresultat 15,2 9,3
Resultat før skat 17,4 11,1
Årets resultat 13,4 8,5
Balancesum 97,1 81,1
Egenkapital 39,1 31,5
Gns. antal ansatte 35 37
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2021.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109