23948sdkhjf

Byggecenterkæde lander laveste omsætning og bedste resultat i fem år 

Skønt toplinjen er den laveste i fire år, lykkedes Silvan i fjor med at lande det højeste resultat, siden tyske Aurelius i 2017 overtog byggecenterkæden fra Stark Group.  

Dermed er der lagt yderligere afstand til de store milliontab, der prægede de første år under det tyske ejerskab, og som Silvan i 2020 lagde bag sig med et resultatspring på 150 millioner.  

Mens resultatet før skat sidste år lød på 66,6 mio. kr. mod 39,8 mio. i 2020, landede omsætningen på 1,2 mia. kr. sammenlignet med 1,4 mia. året forinden. Det er tredje år i træk med dyk på toplinjen, og i årsrapporten kan man læse, at den udvikling er helt i tråd med Silvans strategi.  

”Indtil 2019 var fokus i Silvan at skabe omsætning, som til en vis grad var drevet af enorme rabatter på kampagner og salg af produkter med lave marginer, eller endda til tider med negative marginer.Siden slutningen af 2019 har Silvan i stedet flyttet fokus til rentabilitet og har også implementeret en ny prisstrategi,” skriver kædens ledelse. 

Ligeledes er fire urentable butikker lukket, og endelig peger Silvan på, at såvel coronanedlukninger som forsyningsproblemer har haft negativ indflydelse på sidste års salg.  

Trods disse forretningsfjendtlige omstændigheder lykkedes byggecenterkæden ikke alene med at banke bundlinjen op. Også egenkapitalen blev i årets løb markant forbedret fra 23,1 til 74,6 mio. kr., mens bankgælden blev reduceret væsentligt, og hos Silvan, der startede året med en udskiftning på direktørposten, forventer man, at fremgangen fortsætter.  

Således forventes omsætningen i indeværende år at vokse til 1,40–1,45 mia. kr., mens Silvan forventer et resultat i niveauet 60–70 mio kr.   

Silvan A/S
mio. kr. 2021 2020
Nettoomsætning 1.241,8 1.392,8
Resultat af primær drift (EBITDA) 97,1 83,3
Resultat før skat 66,6 39,8
Årets resultat 51,5 31,0
Balancesum 506,2 556,2
Egenkapital 74,6 23,1
Gns. antal ansatte 597 639
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2021.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094