23948sdkhjf

Stark køber sig til endnu en halv toplinje-milliard

Trælastgiganten Stark Group fortsætter sit opkøbsridt og styrker denne gang forretningen i Norge, der dog fortsat udgør koncernens mindste forretningsområde.

Med opkøbet af norske FagFlis og dets svenske søsterselskab har Stark Group gennem det norske datterselskab Neumann Byg sat sig på landets førende distributør af fliser til håndværkere, og det er helt i tråd med Starks delstrategi om at vokse inden for specialistområder som fliser, tag og facade samt vand og afløb.

– Specialistområder som fliser spiller en mere og mere vigtig rolle i vores vækststrategi. Historisk har vi været stærkest i generalistmarkedet for tunge byggematerialer. Siden købet af vores tyske flisespecialist, Keramundo, har vi lært, at vores fokus på høj faglighed, rådgivning og service passer godt til specialistområderne, siger Søren P. Olesen, adm. direktør i Stark Group.

Tyske Keramundo overtog koncernen i 2019, og siden er specialiseringssporet fulgt med blandt andet opkøbet af den tyske tag- og facadespecialist Melle Gallhöfer, østrigske Dach & Wand der desuden blev adgangsbilletten til det marked, og tidligere i år blev sønderjyske Arnum Rør ligeledes føjet til forretningen.

Har tilkøbt 8 milliarder på et år

Nu er turen altså kommet til FagFlis, der i dag dækker hele Norge med udgangspunkt i 13 egne forretninger og 12 franchiseforretninger samt tre forretninger i Sverige. Ifølge Stark Group har den norske flisespecialist en årlig omsætning på mere end 550 mio. kr. Virksomheden, der blev grundlagt i 1996, er i dag ejet af grundlæggerne og en gruppe norske erhvervsfolk.

– Jeg er taknemmelig for, at FagFlis har ønsket os som nye ejere. Det er en tillidserklæring, når familier og grundlæggere peger på os som nye ejere af de virksomheder, de har lagt hjerteblod i. Det er en tillidserklæring, vi føler os forpligtede over for. Jeg er glad for at kunne byde 150 nye kollegaer og franchisetagere velkommen, siger Søren P. Olesen.

Stark Group gjorde sit norske indtog, da koncernen i 1997 overtog Neumann Byg, og den norske forretning udgør i dag koncernens mindste. Erhvervelsen af FagFlis er imidlertid årets andet norske opkøb fra Stark, der i februar underskrev købsaftale med listespecialisten Treprodukter Øst AS.

Og Norge er ikke det eneste sted, Stark har købt op det seneste år. I maj kunne koncernen meddele, at der med opkøbet af tyske Konz blev føjet 800 mio. yderligere til toplinjen, og Konz-overtagelsen blev trælastkæmpens opkøb nummer 15 på et enkelt år. Ifølge Stark havde årets opkøbsridt resulteret i, at toplinjen, der efter regnskabsåret 2020/21 lød på knapt 37 mia. kr., i maj reelt lød på 45 mia. kr., og dermed er koncernen ganske tæt på det toplinjemål, som Søren P. Olesen i 2021 løftede sløret for.

– Vi har i øjeblikket 100 emner på en liste over potentielle opkøb og kigger aktivt på et par håndfulde. Med de opkøb, vi har foretaget, har vi nu en omsætning på omkring 38 mia. kr. I det tempo, vi har købt op, krydser vi på få år 50 mia. kr., sagde Stark-direktøren i fjor til Børsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121