Tvilum-Scanbirk investerer millioner i robotter
Den amerikansk-ejede møbelgigant Tvilum Scanbirk investerer 75 mio. kr. i ny robotteknologi, der skal effektivisere produktionen.
Det oplyser Dagbladet Børsen i dag.
- For første gang nogensinde indfører vi nu robotter i vore pakkerier. Det er en helt ny robotteknologi, som fuldstændig overtager det manuelle arbejde med at lægge vore saml selv-møbler og komponenter i de kasser, kunden køber ude i butikkerne, siger adm. direktør Ole Lund Andersen fra Tvilum-Scanbirk til avisen.
Siden møbel-virksomheden blev overtaget af Masco, er der løbende blevet investeret i robotteknologi og anden teknologi til virksomheden i Fårvang og afdelingerne i Øst - og Midtjylland.
Den nye robotteknologi, der indføres i Tvilum-Scanbirks pakkerier, er først for nyligt blevet udviklet. Om to-tre år forventer Tvilum-Scanbirk, at de danske afdelinger er fuldt automatiserede.