23948sdkhjf

Kæmpeordre giver travlhed i Rudkøbing

Amerikanere har for alvor fået øjnene op for ergonomiske arbejdspladser. Midform har netop sikret sig en ordre på intet mindre end 3.000 hæve-sænke-borde til en kunde i USA.
Den amerikanske kontorkultur har traditionelt været synonym med ’cubicles’, hvor hverken ergonomi eller design har været primær drivkraft – groft sagt har det mest af alt handlet om at få flest mulige ansatte placeret i en bås for arbejde.

Amerikanerne er dog i stigende grad begyndt at få øjnene op for ergonomiske arbejdspladser som en investering i medarbejdernes ve og vel. Sådan lyder meldingen fra møbelproducenten Midform, der mærker stigende efterspørgsel på især hæve-/sænke-borde fra det amerikanske marked.

- Vi kan se at både funktion og ergonomi bliver vægtet højt, når virksomheder investerer i nye borde til deres ansatte. Vi servicerer store virksomheder i mange forskellige industrier, hvor vi kan illustrere, at deres investering i et ergonomisk hæve-/sænke-bord, kontra et traditionelt bord, kan genvindes på meget kort sigt, siger Michael Brandt, der står i spidsen for SIS USA, der er Midform Groups amerikanske salgsselskab.

SIS USA har netop vundet et kæmpe projekt hos et af USA’s største forsikringsselskaber og skal levere 3.000 hæve-/sænke-borde over de kommende fire måneder. Det skaber travlhed i Ringkøbing på Langeland, hvor Rufac, som også er en del af Midform Group, har fået til opgave at producere stellene til de mange borde. SIS USA står selv for produktion af bordpladerne.

- Vi er helt klart unik med egen produktion af bordplader kombineret med stel fra Danmark produceret af vores søsterselskab. Det giver en god fleksibilitet, som mange af vore konkurrenter ikke har. Vi er naturligvis meget stolte over at have vundet dette store projekt, siger Michael Brandt.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079