Ikea vil have mere genbrug i deres varehuse
Da Black Friday og Black Week fyldte detailhandlen med slagtilbud og tocifrede rabatter, var ingen af delene at finde hos møbelgiganten Ikea.
Ingen tilbudsjagt på reoler eller sofaer: Ikea dropper Black Friday
I stedet var der fokus på genbrug i landets Ikea-varehuse - og det er der en helt særlig årsag til, fortæller Country Communication & Sustainability Manager i Ikea Danmark, Christian Mouroux Pedersen.
- Genbrug er en del af vores globale strategi, hvor vi blandt andet ønsker at omstille vores forretningsmodel fra en lineær til en cirkulær model. Målet er, at vores produkter er skabt af 100 procent genanvendelige eller genanvendte materialer i 2030, skriver han i en mail til RetailNews.
Han forklarer videre, at køb og salg af brugte Ikea-møbler i dag udgør en mindre del af omsætningen, men det er samtidig et område, hvor Ikea ser et stort vækstpotentiale.
- Det er en opgave, som alle vores medarbejdere kender vigtigheden af uanset hvilket varehus, man arbejder i. Derudover har vi dedikeret et stort område i varehusene til vores genbrugsunivers Cirkulär, hvor vi afholder arrangementer med fokus på cirkularitet og genbrug, siger Christian Mouroux Pedersen.
Cirkulært forbrug
Det er et mål for Ikea-koncernen at blive klimapositive i 2030 - og ét af trinene for at opnå denne målsætning er at blive 100 procent cirkulære i værdikæden, slår Christian Mouroux Pedersen fast.
Her indgår genbrug af deres møbler som ét af de centrale tiltag, som skal hjælpe dem på vej mod målet - og her ligger en stor del af ansvaret hos Ikea selv.
- Vi kommer løbende til at inspirere vores kunder til at genbruge, upcycle og tilbagesælge brugte Ikea-produkter - både gennem aktiviteter i varehusene og i vores kommunikation.
- Og så arbejder vi hele tiden på at gøre genbrug let tilgængeligt. Derfor har vi for nylig lanceret Cirkulär online, så kunder kan reservere brugte møbler, som de kan afhente i det lokale varehus, forklarer han.
Green Friday
Som beskrevet i indledningen af denne artikel er Black Friday ikke et koncept, som Ikea har taget til sig - tværtimod.
Møbelgigantens modsvar er Green Friday, hvor der i kædens varehuse er fokus på cirkulært forbrug - og genbrug.
- Vi har de seneste tre år anvendt Black Friday som anledning til at anspore til et mere cirkulært forbrug. I stedet for traditionelle Black Friday-tilbud har IKEA’s kunder kunnet tjene ekstra gode penge på at sælge deres brugte møbler tilbage til IKEA i kampagneperioden eller spare penge ved at købe brugt i Cirkulär.
- Vi arbejder med at udvikle tilbuddet hele tiden, og genbrug er i vækst af mange gode grunde, så jeg er sikker på, at genbrugssegmentet kommer til at fylde mere og mere i IKEA over tid, siger Christian Mouroux Pedersen.