23948sdkhjf

Producenternes priser falder: Inflationstop måske i bakspejlet

Faldende salgspriser for producenter kan ifølge økonomer indvarsle, at inflationen fortsætter sin kurs ned

Ud over at inflationen i november for første gang i år faldt, er der torsdag måske flere nyheder fra den front. Noget tyder på, at virksomhedernes priser over for hinanden også har kurs mod et mere stabilt leje.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik var producenternes priser i november 14,2 procent højere end i november sidste år.

Danmarks Statistik kalder det en "markant" stigning, men hvis man ser på udviklingen siden oktober, er der faktisk tale om en lille fald.

Samtidig er de 14,2 procent langt fra sommerens prisstigninger. Her var producentpriserne over 35 procent højere målt på årsbasis.

Producentpriser er de salgspriser, som producenterne tager fra andre virksomheder, der køber deres produkter.

Det er dermed et blik ind i prisudviklingen i den værdikæde, der går forud for, at produkterne ligger ude hos forbrugerne.

Selv om det ikke direkte involverer forbrugerne, er det ifølge Allan Sørensen, der er cheføkonom hos Dansk Industri, en god indikator for, hvilke priser forbrugerne i sidste ende vil opleve.

- Der er en tæt sammenhæng mellem industriens salgspriser og udviklingen i priserne på forbrugernes køb af varer, siger han.

Han bider mærke i, at stigningerne i producenternes priser er på det laveste niveau i 15 måneder.

- Jeg forventer, at vi har set toppen af inflationen og kan se frem til lavere inflation i 2023 og 2024, siger Allan Sørensen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079