EU godkender milliardbeløb til grøn omstilling i Danmark
EU-Kommissionen har tirsdag godkendt en udbetaling på 301 millioner euro til Danmark.
Det svarer til lidt over 2,2 milliarder kroner, som er øremærket klimatiltag samt investeringer i den digitale omstilling.
Pengene kommer fra EU's genopretningsfond, og der er tale om den første af flere udbetalinger til Danmark.
Genopretningsfonden blev oprettet under coronapandemien. Den har til formål at afbøde de negative konsekvenser, pandemien havde på EU-landenes økonomier. Det skal ske gennem investeringer i den grønne omstilling.
I Danmark er det blandt andet udtagning af lavbundsjorde i landbruget og tilskud til energirenovering af offentlige bygninger, som EU-pengene går til.
Der bruges også midler til forskning i grønne brændstoffer.
Danmark står i alt til at modtage lidt over 10,5 milliarder kroner fra fonden. Ud af dem fik Danmark i 2021 en forudbetaling på knap halvanden milliard kroner.
I december søgte regeringen for første gang om en egentlig udbetaling, og den giver EU-Kommissionen altså nu grønt lys til.
I en kort video på det sociale medie Twitter ønsker kommissionsformand Ursula von der Leyen Danmark tillykke. Hun roser samtidig den danske klimaindsats.
- I vores øjne har Danmark gjort fine fremskridt i udrulningen af sin genopretningsplan, siger hun og nævner blandt andet tiltag for grønnere transport og en grøn skattereform.
- Danmark er allerede førende i den grønne omstilling. Det her vil hjælpe Danmark med at holde fast i sit forspring, siger Ursula von der Leyen.
De 2,2 milliarder kroner ventes at blive udbetalt i slutningen af april eller begyndelsen af maj.
Inden da skal de resterende EU-lande sige god for kommissionens vurdering.
/ritzau/