Stoleproducent på opkøb efter to års forberedelse
Med opkøbet af en mangeårig nordamerikansk forhandler har nordjyske Vermund Larsen taget et vigtigt skridt på den internationale vækstrejse. Opkøbsmålet er Florida-baserede Enable Me, som i mere end 20 år har forhandlet virksomhedens Vela-stole, og for adm. direktør Per Buus indvarsler opkøbet en ny æra på kontinentet.
– USA fylder ikke ret meget hos os i dag, men vi forventer os meget af det her over de kommende seks år – rigtig meget, og hvis vi ellers griber det an, som vi agter, ser jeg ingen forhindring for, at USA om nogle år fylder væsentligt mere hos os, end det gør i dag, lyder det fra Vermund Larsen-direktøren.
Optimismen skyldes ikke mindst den skalerbarhed, han ser i den amerikanske virksomhed, der i dag tæller 20 medarbejdere.
– Vi er altid på jagt efter noget skalerbart, og den måde, man arbejder på i Enable Me, er noget, der tiltaler os. De handler via digital markedsføring med annoncer og informationer på sociale medier, som skaber leads, og så har de det, de kalder “quality of life”-eksperter, der tager kontakt til den potentielle kunde og forsøger at matche dem og deres behov med vores produkter, forklarer Per Buus.
Mander op i Nordjylland og Florida
Vermund Larsens Vela-stole er målrettet ældre med særlige behov, og for Per Buus er der et klart match mellem produkt og marked, når han vender blikket mod Nordamerika.
– Hvis man ser på befolkningssammensætningen, er der 60 millioner ældre mennesker, og det er både mennesker, der har en købekraft, og som er vant til at handle over større afstande, end vi er det her i Danmark, forklarer han.
Derfor har det også været afgørende for handlen, at opkøbsmålet var en velkendt virksomhed, hvis kompetencer allerede er bevist gennem mange års samarbejde.
– Det er jo vigtigt, at grundarbejdet er på plads, før man laver den endelige handel med en slutbruger, når produkterne skal fragtes så langt, fastslår Per Buus, og lader forstå, at der ikke er nogen planer om at flytte udgangspunktet.
– Vi har hele tiden holdt fast i, at der skal produceres i Danmark. Det må aldrig blive sådan, at vi sætter kvaliteten over styr for at komme tættere på kunderne, og det er magtpåliggende for os, at vi holdes fast i den tilgang, også selvom tingene så bliver lidt dyrere, lyder det.
Således er det også Per Buus’ forventning, at de amerikanske vækstplaner går hånd i hånd med en opmanding på begge kontinenter.
– Med den her aftale kommer vi til at øge medarbejdertallet både herhjemme og i USA, så det er win-win for begge parter, siger han.
To års forarbejde
Vermund Larsen, der blev stiftet i 1935, beskæftiger i dag 150 medarbejdere fordelt på tre produktionsfaciliteter i Aalborg og Hjørring samt datterselskaber i Norge, Sverige og England foruden det nye datterselskab i USA. Og at de seneste 20 har kunnet føjes til staben, er ifølge Per Buus et resultat af to års solidt forarbejde.
– Det har i høj grad handlet om at forberede vores virksomhed på, at det kommer til at ske; at sikre at man har de rigtige kompetencer, og at vores produktionsapparat og supply chain kan håndtere den øgede efterspørgsel, forklarer han.
For den nordjyske stoleproducent blev første skridt taget, da man for to år siden købte nabobygningen til produktionen i Aalborg og dermed fik mulighed for at udvide.
– Her har vi udviklet helt nye automatiserede produktionsløsninger, der har øget kapaciteten med 100 procent, fortæller Per Buus.
Det seneste års tid er gået med en grundig due diligence-proces, og der er således lagt betydelige kræfter i den virksomhedsovertagelse, der nu er en realitet.
– Et opkøb er jo bare en handel, men at være forberedt til det er en helt anden sag – det tager noget tid, men nu tror jeg, vi er klar til det, lyder vurderingen fra Per Buus, der ingenlunde har ladet sig afskrække af den krævende proces.
Derimod er han klar i mælet, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt fremtiden kunne byde på flere akkvisitioner fra Vermund Larsen.
– Vi er altid på jagt efter gode muligheder, fastslår direktøren.