23948sdkhjf

Seniorguldet trives særligt godt hos vinduesproducent

Hos Outline Vinduer gør man en særlig indsats for at holde fast i seniorerne, og en ny medarbejderundersøgelse afslører, at det ikke kun er til glæde for arbejdspladsen. Medarbejderne med mange års anciennitet trives nemlig særligt godt hos vinduesproducenten i Farsø.

I undersøgelsen fra Great Place to Work svarer 96 pct. af Outlines medarbejdere med mere end 20 års anciennitet, at vedkommende gør en forskel på arbejdspladsen og selv har et arbejde, der giver mening.

Undersøgelsen består alt i alt af godt 60 spørgsmål, og sammenholder man svarene fra medarbejdere med mere end 20 års anciennitet, melder vinduesproducenten om en tilfredshedsscore på 93 pct., mens den tilsvarende ligger på 90 procent for medarbejdere, der er 55 år eller derover – procentdele, der ligger langt over landsgennemsnittet på henholdsvis 71 og 69 procent, skriver Outline i en pressemeddelelse.

Og det er tal, der glæder Sarah Nauer-Newstead, HR business partner i Outline, for seniorguldet – som hun kalder dem – er skattede medarbejdere i virksomheden.

– Hos Outline er vi bevidste om vigtigheden af at fastholde seniorguldet. Det er ofte dem, der har den højeste anciennitet i virksomheden og dermed fungerer som kulturbærere. De gemmer også på vigtig viden opbygget over tid, som man ikke bare kan erstatte med en ny medarbejder. Derfor er det glædeligt at se, at både vores medarbejdere over 55 år og dem med mere end 20 års anciennitet scorer os højt på samtlige parametre.

Faglige udfordringer og tillid fra ledelsen

En af de medarbejdere, der holder fast i Outline, er 67-årige Kim Lange, som har været ansat i virksomheden de sidste 20 år. Her startede han på kontoret, men fik hurtigt mulighed for at blive kørende sælger, og Kim Lange er især glad for de faglige udfordringer, som arbejdet giver ham, og så synes han, ledelsen passer godt på sine medarbejdere.

– Fagligt har jeg ramt det, jeg holder allermest af at arbejde med, for jeg elsker at komme ud til vores kunder og fremvise et dansk kvalitetsprodukt, siger Kim Lange, der også retter rosende ord mod vinduesproducentens ledelse.

– Ledelsen viste mig masser af tillid, da de gav mig muligheden for at blive kørende sælger, og det er min opfattelse, at de altid lytter til den enkelte medarbejder i virksomheden og giver dem en position og nogle rammer, der gør dem trygge og glade. Vi er mange, som har været i Outline i mange år, så vi kender også hinanden godt og giver plads til hinandens forskelligheder. Det vil jeg ikke på samme måde kunne finde på en ny arbejdsplads, siger Kim Lange.

Skal bidrage til fastholdelse

Hos Outline er det netop medarbejdere som Kim Lange, man gerne vil beholde, og Sarah Nauer-Newstead forklarer, at en aktiv seniorpolitik er et af de tiltag, som skal gøre det attraktivt at blive i virksomheden.

– Vi har arbejdet med en seniorpolitik de sidste par år, som har til formål at fastholde vores store andel af medarbejdere over 50 år. Seniorpolitikken skal især tage vare på de medarbejdere, der er tæt på folkepensionsalderen, ved at skabe fleksible arbejdsvilkår tilpasset den enkelte medarbejder, afslutter Sarah Nauer-Newstead.

Outline samler løbende op på de erfaringer, man gør sig i arbejdet på at fastholde seniorer, og udruller en seniorpolitik 2.0 i nærmeste fremtid. Den nye seniorpolitik vil tage udgangspunkt i rapporter fra blandt andet Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og BrancheFællesskaberne for Arbejdsmiljø, og flere medarbejdere er også inviteret ombord for at give input og idéer.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097